Artikel, 25. maj 2018

Partier er rystede over udviklingen i antal svinetransporter

Socialdemokratiet og Enhedslisten kalder ministeren i samråd om den eksplosive udvikling i antal af lange dyretransporter med levende, danske grise.

Image of Claus  Nielsen
Claus Nielsen,
Presseansvalig
Del artiklen på:
gris lang dyretransport
"Når der samtidig er tal, der tyder på for mange dyr i hvert fjerde af de undersøgte transporter, så er det slet ikke tilfredsstillende"
- Karina Due, dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti

Ifølge Ritzaus bureau vil flere dyrevelfærdsordførere på tværs af partierne nu kræve, at miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen, rydder op i de senere års voldsomme stigning i lange transporter til udlandet med levende svin. 

Det sker på baggrund af en aktindsigt, som Dyrenes Beskyttelse har fået i antallet af transporter over 8 timer med levende dyr siden 2007. Tallene viser, at de seneste 10 år er antallet af lange transporter over 8 timer med levende grise ud af Danmark eksploderet fra 1,9 mio. i 2007 til 9,4 mio. i 2017

”Jeg er ganske enkelt rystet over, at vi sender så mange smågrise ud på urimeligt lange rejser uden for landets grænser,” siger Socialdemokratiets dyrevelfærdsordfører, Simon Kollerup, til Ritzau. 

Han vil ligesom Enhedslisten nu have ministeren i samråd. Søren Egge Rasmussen, dyrevelfærdsordfører for Enhedslisten, deler Simon Kollerups bekymring. 

”Det er en helt vild stigning, der er sket i transporterne over de lange afstande, og det bliver vi nødt til at se på,” siger han til Ritzau.

Dansk Folkeparti: Det er slet ikke tilfredsstillende

Fødevarestyrelsen gennemførte kun 175 kontroller af eksport af levende svin i 2015 og 2016. I samme periode eksporterede danske svineproducenter 25 mio. levende svin. På hver fjerde af de kontroller, som Fødevarestyrelsen udførte i af transporter med levende grise ud af landet i de år, var der for mange grise på lastbilen. Det vækker harme hos Dansk Folkeparti.

”Når der samtidig er tal, der tyder på for mange dyr i hvert fjerde af de undersøgte transporter, så er det slet ikke tilfredsstillende. Det må vi tage op med ministeren, hvis vi ikke kan sikre, at dyrene i stedet opfedes og slagtes herhjemme, hvad vi jo allerhelst så,” siger Karina Due, dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti, til Ritzau.

Også hos SF er man bekymret over kontrollen af de mange hundrede lastbiler, der hver dag kører ud af Danmark med levende dyr.

”Jeg mener, det vil være oplagt nu og i et samarbejde med Dyrenes Beskyttelse og svineproducenterne i hvert fald at få en opdatering på forholdene under grisetransporterne, og hvordan det reelt står til. Herunder om kontrollen er sejlet agterud,” siger Trine Torp, dyrevelfærdsordfører for SF. Det skriver Ritzau.

Hos Dyrenes Beskyttelse vækker den store opbakning blandt dyrevelfærdsordførerne glæde.

”Lange dyretransporter er virkelig dårlig dyrevelfærd, og det tegner godt, at der er så bred opbakning til at få undersøgt forholdene,” siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.