to billeder af svane, der er kommet til skade.
En sen aften rykkede en af Dyrenes Beskyttelses frivillige kredsformænd ud til en desorienteret svane, der stod i en vejkant med en mørk plamage ved hovedet. Kredsformanden besluttede hurtigt at bringe svanen ind på en af organisationens vildtplejestationer, hvor det nødstedte dyr fik en grundig undersøgelse. Den viste heldigvis ikke nogen skader, og allerede dagen efter blev svanen sat tilbage til en sø i nærheden af, hvor den var blevet fundet. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Passiv svane blev fundet i vejkanten

En desorienteret svane blev fundet passiv i vejkanten og bragt til en vildtplejestation. En grundig undersøgelse viste heldigvis, at den allerede dagen efter kunne komme tilbage i naturen.

Skrevet af:
Benedicte Lorenzen

En sen aften blev Dyrenes Beskyttelses vagtcentral kontaktet af en mand, der havde set en svane ligge passivt i vejkanten med noget, der lignede blod ved hovedet. Derfor rykkede en frivillige kredsformand hurtigt ud for at hjælpe.

Da han kom frem, fandt han ganske rigtigt en svane, der savlede og virkede meget desorienteret. Svanen blev derfor bragt til en af Dyrenes Beskyttelses vildtplejestationer, hvor den blev undersøgt grundigt.

Grundigt tjek 

På vildtplejestationen blev svanens hoved først undersøgt for sår, og derefter blev resten af kroppen tjekket. Samtidig holdt vildtplejeren nøje øje med svanens adfærd og bevægelser for at vurdere, hvornår den var stabil nok til at blive sat ud igen.

Heldigvis viste undersøgelsen, at svanen hverken havde sår eller andre synlige skader.

Hurtigt tilbage til naturen

Allerede dagen efter kunne svanen derfor sættes ud i en sø tæt på det sted, hvor den blev fundet. Det var den bedste løsning, fordi voksne svaner let bliver stressede i fangenskab og derfor skal tilbage i naturen så hurtigt som muligt, når deres tilstand tillader det.

Hvad der præcist var sket med svanen, står stadig uklart. Men heldigvis fik sagen en god og hurtig afslutning.