Kat med killing
De mange katte fra Kyiv var ikke neutraliserede, og der kom derfor hurtigt killinger til. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Pludselig væltede det ind med katte fra Kyiv

Dyrlæge Regitze Andersen har haft travlt med 62 katte, som kom til lejren ved den polsk-ukrainske grænse. Kattene stammer fra et internat i Kyiv, hvis ejer meldes omkommet under krigen.

Skrevet af:
Søren Krogsgaard

Dyrlæge Regitze Andersen fik travlt fra det øjeblik, hun landede på modtagecenteret for evakuerede dyr i grænsebyen Medyka i Polen. Dagen før var 62 katte kommet til lejren efter en lang rejse fra et internat i nærheden af Kyiv. Ejeren af internatet skulle efter sigende have mistet livet under krigen.  

- Der har været fuldt fokus på kattene. De var egentlig rimeligt velnærede, men der var flere, der havde fået katteinfluenza på grund af stressen fra transporten. Samtidig skulle de behandles for parasitter, siger Regitze Andersen.

Hun behandler og dokumenterer dyrene, der kommer til internatet, i samarbejde med en lokal dyrlæge og de polske myndigheder. Den polske dyrlæge vaccinerer mod rabies og udsteder pas til dyrene. Regitze Andersen mærker dyrene, laver sundhedstjek og behandler mod infektioner. Samtidig tager hun sammen med de frivillige billeder og udfylder dokumenter om dyrenes køn, formodede alder og særlige kendetegn, som sendes til embedslægen.

De 62 katte blev dog hurtigt til flere, da mange af kattene ikke var neutraliserede og har været holdt sammen. Det medførte, at Regitze også måtte holde øje med en fødsel af to killinger i en af de opvarmede containere på internatet.

Nye dyr på vej

Internatet, der drives af den polske afdeling af dyreværnsorganisationen Centaurus, husede på dette tidspunkt 210 hunde og katte, så Regitze Andersen havde hænderne fulde. Men to dage efter kattenes ankomst fik hun ekstra travlt med at få de sidste katte mikrochippet. Her kom meldingen om, at samtlige dyr i internatet skulle videre til Centaurus’ større internat seks timers kørsel fra Medyka, da der skulle gøres plads til cirka 200 dyr på vej over grænsen fra Ukraine.    

- Det er selvfølgelig ikke optimalt, at dyrene endnu en gang skal i transportkasser og på en længere tur til et nyt sted. Men det er en krisesituation med mange ubekendte. Jeg, min kollega fra Dyrenes Beskyttelse og de mange frivillige hernede fokuserer på at give dyrene den bedst mulige hjælp, mens de er her, siger Regitze Andersen. 

Dyrenes Beskyttelse samler ind blandt danske dyrevenner til indsatsen for krigens dyr i Ukraine, nabolandene og herhjemme. Hjælpen begrænser sig ikke kun til dyrlægehjælp, og foreningen vil også godt hjælpe ved andre grænseovergange, hvis der er behov for det.

Foreningen arbejder også på at yde yderligere hjælp til kæledyr, husdyr og vilde dyr i zoologiske haver, der strander i krigen. Senest har foreningen støttet den europæiske sammenslutning af zoologiske haver og akvarier, EAZA, der er koordinerer indsatsen for de zoologiske haver i Ukraine.

Følg med i arbejdet for krigens dyr

Vi har samlet alt den relevante information om hjælpen til krigens dyr på ét sted. Her kan du finde de seneste nyheder og de oftest stillede spørgsmål. Du kan også støtte kampen for dyrene. 

Læs mere her