Du har besluttet at testamentere en del af din arv til Dyrenes Beskyttelse for at sikre hjælp til flere nødstedte dyr i fremtiden. Men hvad er processen herfra, og hvor får du svar på dine spørgsmål? Start med at læse her
Beslutningen er taget. Dyrenes Beskyttelse skal arve dig, og dermed er du én af de mange danskere, der hvert år beslutter, at arven - eller en del af den - skal være med til at forbedre forholdene for nødlidende eller svigtede dyr i Danmark.
En beslutning, der skaber ro i sindet. Men ofte efterfølges af nye tanker og måske også bekymringer for, hvordan boet i sidste ende bliver vekslet til bedre dyrevelfærd. Heldigvis står Dyrenes Beskyttelse klar til at svare på alle slags spørgsmål.
”Mange tegner testamente for at få styr på tingene og sikre, at alt bliver, som de selv ønsker det. I den forbindelse får vi selvfølgelig spørgsmål om lovgivningen på området. Men vi oplever også, at mere bløde og lavpraktiske emner fylder,” fortæller testamenterådgiver Cathrin Larsen, som er én af to arverådgivere hos Dyrenes Beskyttelse.
Spørgsmålene går ofte på, hvem der egentlig står for hvad, når boet skal gøres op. Men tanker om, hvad der kommer til at ske med huset, haven, møblerne og møntsamlingen, er også noget der naturligt fylder.
”Der er altid mange følelser på spil, når det handler om arv. Derfor er det vigtigt for os, at forløbet foregår med respekt og omtanke,” siger Cathrin Larsen og fortsætter:
”Jeg kan fortælle om hele processen, og hvordan man kommer i gang. Mange er for eksempel ikke klar over, at vi gerne betaler for oprettelse af et testamente, så længe dyrene får noget til gode i testamentet. Uanset hvad spørgsmålene går ud på, så er vi parate til at svare,” siger Cathrin Larsen.
Bobehandler Marianne Rechnagel Rynt ved alt om forløbet i forbindelse med en bobehandling. Hun understreger, at når Dyrenes Beskyttelse er arving sammen med andre foreninger, så bliver også der taget godt hånd om, hvordan boet skal behandles.
”Vi deler etiske værdier i forhold til, hvordan et bo skal behandles. Vi vægter nemlig alle, at afdødes privatliv bliver respekteret, bl.a. at afdødes personlige ejendele og papirer fjernes fra boligen, inden der kommer tredjepart ind i afdødes hjem. Disse oplysninger giver vi altid til bobestyrer,” siger Marianne Rechnagel Rynt fra Dyrenes Beskyttelse.