, 26. marts 2020

Sådan gør du din altan vild

Vidste du, at din altan kan blive et paradis for vilde dyr? Ligegyldigt om du starter fra bunden eller allerede har masser af planter derude i forvejen, er foråret et oplagt tidspunkt til at skabe ly, læ og levesteder for dyrene.

Image of Pernille  Schousboe
Pernille Schousboe,
Kampagneleder
Del artiklen på:
altan

De fleste altaner ligger højt i landskabet, så derfor skal man indrette sin altan til flyvende dyr. Der kommer næppe et pindsvin eller en skrubtudse på besøg på tredje sal, men til gengæld kan du opleve vilde bier, sommerfugle, biller, svirrefluer, fugle og måske endda en flagermus, hvis der bliver givet plads på altanen, og der også er mad til dem. Her fortæller biolog og naturvejleder, Katrine Turner, hvordan du kan byde de vilde dyr velkommen på din altan.

BRUG DANSKE PLANTER

Danske insekter er udviklet til at gå på danske planter, så det er en god ide at have masser af danske arter. På altanen kan man selv vælge, hvilken jord man fylder i sine krukker og kasser, så allerede der er man hurtigt i gang. Plant kun planter, der vil have den samme jord i de samme krukker. Læ for vinden er en god ting at tænke på. Mange planter og dyr har svært ved at trives på meget vindomsuste steder, så sørg for at der bliver skabt læ på altanen, med fx et lille sivhegn eller lignende. Lyset er den næste ting man skal tænke på. Hvor mange timers sol får altanen? Hvis der kun er få timer om dagen, skal man vælge planter, der kan klare skygge eller semi-skygge. Er der til gengæld fuldt skrald på solen hele dagen, skal man vælge planter der kan trives i varmt og tørt klima. 

Forslag til planter til altanen der kan klare noget skygge 
Hvidplettet lungeurt Pulmonaria officinalis, Krybende læbeløs Ajuga reptans (fugtig jord), Skov storkenæb Geranium Sylvaticum, Mælkeklokke Campanula lacifolia, Skovjordbær Fragaria vesca, løgkarse Alliaria petioata, Skovmærke Galium odoratum, Gul fingerbøl Digitalis lutea, Hjortetrøst Eupatorium cannabium (fugtig jord). 

Forslag til planter der kan klare fuld sol 
Hulkravet kodriver Primula veris, Kobjælde Pulsatilla vulgaris, Hvid okseøje Leucanthemum vulgare, Merian Origanum vulgare, Blodrød storkenæb Geranium sanguineum, Liden klokke Campanula rotundifolia, Smalbladet timian Timian serpyllum, Fingerbøl Digitalis purpurea, Røllike Achillea millefolium, Blåhat Knautia arvensis, Stor knopurt Centauria Scabiosa, Kællingetand Lotus corniculatus, Purpursolhat Echinacea purpurea, Solhat Rudbeckia fulgida, Rødkløver Trifolium pratense, Sankthansurt Sedum telephium, Strandasters Tripolium pannonicum     

FOKUSÉR PÅ NEKTAR OG POLLENKILDER

En altan er også et virkelig godt sted for klatrende planter, da de kan kravle op ad de vertikale flader, og ikke optager så meget plads. Også der har vi nogle virkelig gode danske arter, men også nogle eksotiske arter der giver en masse pollen og nektar. Hvis en klatrende plante får gode forhold, kan den med årene også blive så stor at fugle kan begynde at bygge reder i grenene.  

Forslag til klatrende planter
Vedbend Hedera helix, Skovranke Clematis vitalba (bliver hurtigt stor!), Humle Humulus lupulus(det gør den også), Alm gedeblad/kaprifolie Lonicera periclymerum, og forskellige storblomstrende klematis Clematis sp.

HAV ALTID LIDT VAND PÅ ALTANEN

Vand er altid vigtigt. De dyr der flyver op til altanerne, skal bruge vand at drikke, så det er rigtigt fint, hvis man allerede nu stiller noget vand frem. En lille skål eller et fad er perfekt, man behøver ikke at have en hel dam for at gøre en forskel. Sørg for at fugle og insekter kan sidde på kanten, eller i fadet, og drikke uden at skvatte i og drukne. Lad evt. et lille stykke træ flyde i vandet, så insekter kan komme op igen og tørre. Man kan også sagtens have et par vandplanter til at vokse i det lave vand, men man skal nok sørge for at tage dem ind for vinteren.

Forslag til vandplanter 
Åkande Nymphaea/Nuphar sp. (de bliver rigtigt store, så skal holdes lidt nede hvis der skal være adgang til vandet), Frøbid Hydrocharis morsus-ranae, Skeblad Alisma plantago-aquatica, Gul iris Iris pseudacorus. 

REDEPLADSER PÅ ALTANEN

Foråret er tiden, hvor dyr yngler og får unger, så det er en god ide at sørge for at der er nogle redemuligheder på altanen. Fuglekasser er nemme at sætte op på altanen, de sidder højt, så de tager ikke gulvplads. Man skal satse på arter, der gerne vil op i højden, som fx mursejlere og skovspurve. Man kan også lave en lille sommerkasse til flagermus, som godt kan finde på at overnatte. Det kan være en god ide at hænge kasserne op ved siden af altanen, så undgår man at den bliver fuld af fuglelort fra rederne, og man sikrer lidt mere ro til kasserne. 

EKSPERIMENTÉR MED BIHOTELLER

Bihoteller til hulrugende bier er også en sjov ting at have på altanen - de vilde bier stikker slet ikke som honningbierne. Hvis du køber eller selv bygger et bihotel, skal du være opmærksom på nogle ting. Hotellets gange skal være min 15 cm lange, før de dur. Hvert rør - eller hele bagsiden - skal have en ‘bagvæg’, der slutter helt tæt. Der må meget gerne være forskellige størrelse gange. Der er flest bier, der bruger gange på ca. 6-8mm, men jo flere størrelser man har, des flere forskellige arter kan potentielt flytte ind.

Man skal helst hænge hotellet op så det er i læ for regn, og meget gerne så der kommer sol på forsiden af hotellet.  Derfor skal det helst vende mod syd-sydøst. Så går der ikke så nemt råd i gangene.  Alle materialer kan i princippet bruges, så længe der ikke er giftstoffer i dem, og de opfylder de ovenstående krav. Du kan se at en bi er flyttet ind i en af gangene og lagt æg, hvis den er lukket til med voks på forsiden.


Vi ønsker dig god fornøjelse med at gøre din altan vildere til store glæde for dine vilde naboer.
 

VORES NATUR

Organisationerne Dansk Ornitologisk Forening, Dyrenes Beskyttelse, KFUM Spejderne, og Praktisk Økologi er gået sammen om at skabe ’Vild Natur, Hvor Du Bor’. Følg med på de enkelte organisationers hjemmesider, eller på siden voresnatur.dk, for at se mere og følge med i gode tips og tricks, arrangementer, kurser og events.