I mere end 30 år har mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” været en hjælp til forbrugere, der vil støtte bedre dyrevelfærd, når de køber ind. Mærket udfases, så hvad nu?
Mange har været glade for mærket, der har været en garant for, at dyrene har levet bedre liv med krav om mere plads, halm, adgang til det fri og mulighed for naturlig adfærd. Det har således gjort en forskel for millioner af dyr i dansk landbrug. Men tre ting har ændret sig:
- I løbet af de 30 år er udviklingen for resten af dyrene i landbruget gået i den gale retning. De presses mere end nogensinde før
- Det vilde dyreliv er i en historisk krise blandt andet på grund af sprøjtegift til dyrkning af afgrøder til dyrefoder – også til dyr under vores mærke
- Det statskontrollerede økologimærke har – i dialog med blandt andre Dyrenes Beskyttelse - indført krav til bedre forhold for dyrene på niveau med vores mærke
Vi vil gerne klæde forbrugerne på til at tage hensyn til dyrene – i landbruget og naturen. Men det behøver vi ikke drive vores eget mærke for – der har vi det røde økologimærke. Derfor udfaser vi ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” frem mod årsskiftet.
Det frigør samtidig ressourcer til at holde trykket for et politisk jordskred mod en bredere omstilling af landbruget, der gavner alle dyrene. Under svinevalget fik vi sammen med andre aktører vist, hvad en bred mobilisering af danskerne kan gøre. Det skal selvfølgelig gentages med andre dyr. Det er jo ikke kun grisene, der svigtes i industrilandbruget.
Hvad skal du så vælge?
For mange forbrugere rejser det et oplagt spørgsmål:
Hvad skal jeg så gå efter, når mærket ikke længere står på emballagen?
Økologi er det bedste pejlemærke
Økologien stiller høje krav til dyrevelfærd, præcis som man gør, når man producerer frilandsprodukter. I økologien er der også krav om, at alle dyr har adgang til det fri, mere plads og så frie og naturlige forhold som muligt. Der bruges også mindre medicin. Også i økologien må dyr maksimalt transporteres i 8 timer.
Men økologien ser også bredere på produktionen og forbyder brug af kunstgødning og syntetiske pesticider på de marker, hvor der bliver dyrket foder til dyrene. På den måde er du også med til at tage hensyn til de vilde dyr, der mister deres levesteder, når de sprøjtes til med kemikalier.
Svar på de flest stillede spørgsmål
Udfasning af et kendt og ofte anvendt mærke giver selvfølgelig anledning til en del spørgsmål.
Vi har samlet nogle af svarene her: