Handel med vilde dyr på marked i Luang Prabang, Laos

Sådan undgår vi fremtidige pandemier

En ny pandemi, hvor sygdomme hopper fra dyr til mennesker, er uundgåelig, medmindre vi handler nu. Det mener et hold forskere, der opfordrer regeringer til at handle og udfase markeder med handel med vilde dyr.

Skrevet af:
Marie Hougaard

COVID-19 opstod angiveligt på et såkaldt wet market i Wuhan i Kina og hoppede fra dyr til mennesker. Det har resulteret i, at vi står midt i en pandemi, der indtil videre har kostet 1 millioner menneskeliv.

COVID-19 er ikke den eneste såkaldte zoonotiske sygdom, der springer fra dyr til mennesker. Tidligere har vi set blandt andet HIV, Ebola og SARS hoppe fra dyr til mennesker og skabe en pandemi.

For at undgå zoonotiske sygdomme i fremtiden og en ny COVID-19 lignende situation, skal vi handle nu overfor menneskets alt for tætte omgang med vilde dyr. Det mener et hold forskere, der har udgivet en videnskabelig artikel om, hvordan man kan gøre.

Forskerne peger på to områder, hvor de mener, det er centralt at sætte ind:

  1. Handel med vilde dyr
  2. Ødelæggelsen af naturlige levesteder

Forskerne vurderer, at begge områder gør, at vi mennesker kommer i for tæt kontakt med de vilde dyr. Biolog i Dyrenes Beskyttelse Anne Sofie Meilvang er enig:

”De vilde dyrs naturlige levesteder bliver ryddet for at danne plads til fx landbrug og infrastruktur, og det gør, at vi mennesker og vores husdyr kommer for tæt på de vilde dyr. Det er essentielt at sikre de vilde dyr deres levesteder i fremtiden for at undgå en ny pandemi”, siger Anne Sofie Meilvang.

Handel med vilde dyr skal udfases

Forskerne opfordrer til, at handel med vilde dyr bliver udfaset. De pointerer, at en øjeblikkelig nedlukning vil skabe store økonomiske konsekvenser for de mennesker, der er involveret i handlen. I stedet råder de til, at de berørte regeringer skal lave lokale tiltag, der giver de involverede et andet levegrundlag end handel med vilde dyr. Forskerne vurderer desuden, at der skal arbejdes for at reducere efterspørgslen på produkter og dele af vilde dyr.

”Menneskets omgang med vilde dyr har gang på gang vist os, at vi skal give de vilde dyr plads og ro. Vi kan observere og nyde dem på afstand, men vi skal ikke blande os i deres liv. Vilde eksotiske dyr hører hverken hjemme i traditionel asiatisk medicin, på gourmetrestauranter eller som kæledyr. De hører hjemme i naturen”, slutter Anne Sofie Meilvang.

Foto: Jo-Anne McArthur