Pressemeddelelse, 23. januar 2023

Sæt kaninavl på pause

Omfanget af svigtede kaniner får Dyrenes Beskyttelse til at opfordre til at pause avlen. Danskerne skal tømme internaterne i stedet for, lyder det fra foreningen.

Image of Fie bau Madsen
Fie bau Madsen,
Kommunikationsmedarbejder
Del artiklen på:
kaniner

De bliver ved med at dukke op. Forladt i skove, kasser, bure, sportstasker, på landeveje og andre steder hvor de ikke burde være. Kaninerne har siden 2021 været det andet mest udbredte dyr på Dyrenes Beskyttelses internater, og internaterne må løbende udvide deres kaninafdelinger for at kunne følge med.

Overpopulationen af kaniner, får nu Dyrenes Beskyttelse til at opfordrer til at private droppe avl, så længe internaterne er fyldt op med kaniner. Hvis kaninkrisen skal afhjælpes, skal de kaniner der allerede sidder og venter på nye hjem, adopteres ud.

- Vores ønske er, at dem der har kaniner, sørger for at de ikke formerer sig. Enten ved at holde hanner og hunner adskilt eller ved at få dem neutraliseret. Der er simpelthen ikke et marked for at afsætte kaninunger, og de fleste af unger ender derfor med at sidde alene i små bure, eller komme ind på vores internater, hvor der på nuværende tidspunkt ikke er plads til flere, siger Karina Fisker, internatchef i Dyrenes Beskyttelse.

Vi står i en populationskrise

I 2022 modtog Dyrenes Beskyttelse 835 kaniner, fordelt på foreningens 10 internater, men mange flere kaniner lever under dårlige forhold.

Den nyeste undersøgelse viser at der lever 160.000 kaniner i private hjem i Danmark, hvoraf 71 procent lever i bur. 61 procent af disse kaniner er ovenikøbet anskaffet som et kæledyr til børn og unge under 17 år, og når børnene mister interessen for dyrene, så vil forældrene gerne af med dem igen.

Kaniner kan blive op til 15 år gamle og i den periode kan mange børn nå at flytte hjemmefra, og så står forældrene tilbage med den daglige pasning af kaninerne.

- Vi står i en populationskrise med kaniner. Der er alt for mange kaniner, i forhold til hvor mange mennesker der reelt ønsker at holde kanin. Vores kaniner sidder i lang tid på internaterne og venter på nye hjem, og flere ønsker samtidig at komme af med deres kanin, siger Karina Fisker.

Knap 100 kaniner søger nyt hjem

Der sidder netop nu næsten 100 kaniner som venter på at finde nye hjem, og kaninerne sidder i gennemsnit 58 dage før de adopteres. For at kunne tage imod nye kaniner, er det nødvendigt at dem der allerede venter på nye hjem, kommer afsted.

  • Del artiklen på: