Roskilde Internat

Sejr for dyrene på Roskilde Internat: Vejføring til grusudgravning føres nu væk fra internatet

I foråret 2021 blev Dyrenes Beskyttelse kendt med, at politikerne i Region Sjælland havde besluttet at anlægge en vej i Roskilde Internats baghave, som skulle bruges til daglig transport af flere hundrede lastbiler, der kørte grus. Beslutningen ville få store konsekvenser for dyrene på internatet, men nu ser det heldigvis ud til, at der er fundet en anden løsning.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Tung trafik og støj rimer ikke på dyrevelfærd. Desværre var det det scenarie, der så ud til at blive en realitet i foråret 2021, da politikerne i Region Sjælland planlagde den vejføring, som skulle bruges til at transportere grus væk fra Roskilde i forbindelse med en grusudvinding i området omkring Roskilde Internat.

Planen var, at der dagligt skulle køre op til hundrede tungt læssede lastbiler lige forbi internatet, da Roskilde Kommune lagde op til, at vejføringen skulle gå sydom. Projektet var planlagt til at vare 10 år.

- Efter mange møder med forvaltningen, de to lodsejere og politikerne i Region Sjælland er der endelig lys forude. Lodsejeren Nymølle har overtaget grusudgravningen i hele området og de lægger nu op til en ny vejføring, som går nordom og væk fra Roskilde Internat. Samtidigt er det forventningen, at projektperioden vil blive nedbragt betragteligt fra de 10 år. Det er en kæmpe sejr for dyrene på internatet, fortæller en glad Nicolai Fischer-Bogason, vicedirektør i Dyrenes Beskyttelse.

11.874 underskrifter har hjulpet Dyrenes Beskyttelse i mål

Den nye plan for udgravningen er en kæmpe sejr for dyrene på Roskilde Internat. I foråret 2021 blev der lavet en underskriftsindsamling for at understrege lokalbefolkningens støtte til internatet og her skrev intet mindre end 11.874 danskere under.

- Vi er så glade for, at Nymølle har valgt at efterleve vores krav. Vores underskriftsindsamling talte sit tydelige sprog, og de 11.874 underskrifter har uden tvivl gjort en stor forskel i vores dialog med parterne, så det skal de bare have stor tak for, siger Nicolai Fischer-Bogason.

I Nymølles nuværende oplæg lægger de op til, at der skal etableres støjvolde for at skærme internatet og så bliver vejen ført væk og nord om markerne, så det kommer til at genere internatet mindst muligt.

Næste høring kommer forventeligt til at ligge i efteråret 2022, og her bliver det endeligt besluttet, hvordan vejføringen ser ud. Hvis høringsfasen ikke kaster yderligere udfordringer af sig, er det forventningen, at udgravningen vil påbegynde i efteråret 2023.