Køer på græs
For under syv kroner om måneden kan en gennemsnitsdansker give malkekøer adgang til græs

Skift til økologi for en flad tyver

Skær én slikpose fra forbruget, så er der råd til at holde fast i de økologiske æg og mælk en hel måned. Det viser en stikprøve i supermarkedet

Skrevet af:
Søren Krogsgaard
Her får forbrugerne virkelig noget for prisen. Køerne har store sundhedsfordele ved at komme på græs.
- Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse

For tyve kroner om måneden kan den gennemsnitlige dansker have råd til at skifte buræg ud med økologiske æg og konventionel mælk ud med økomælk. Det svarer til at skære en pose slik ud af budgettet til fordel for bedre dyrevelfærd.

Mange familier kæmper for at få pengene til at strække til på grund af den høje inflation. Danskernes forbrug af økologisk mælk er faldet som følge af prisstigningerne, men måske kan pengene findes andre steder i budgettet. Ifølge Dyrenes Beskyttelses beregninger koster det en gennemsnitlig dansker 6,25 kroner at skifte til eller fortsætte med at købe økologisk mælk frem for den konventionelle. Den ekstra udgift sikrer blandt andet, at malkekøerne kommer på græs i store dele af året.

- Her får forbrugerne virkelig noget for prisen. Køerne har store sundhedsfordele ved at komme på græs. De bevæger sig blandt andet op til fem gange så langt om dagen som en malkeko i en stald, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Beregningerne er baseret på udvalget i REMA 1000. Her koster et økoæg 3,60 kroner – 72 øre mere end et skrabeæg fra samme producent. Det giver den gennemsnitlige dansker en ekstra udgift på 13 kroner, hvis hun vil fortsætte med at købe økoæg eller skifte til dem. For øjeblikket anbefaler Dyrenes Beskyttelse ingen æg på grund af problemer med brystbenbrud på tværs af alle produktionstyper, men hønsene i økologiske produktioner har mere plads og adgang til det fri sammenlignet med hønsene, der lægger skrabeæg.

Hvis forbrugeren fortsætter med at købe både økoæg og økomælk, bliver merudgiften 19,28 kroner om måneden.

- Det er et coin offer, der er svært at sige nej til. Prisforskellen er måske mere mærkbar på kød, men mange kan redde deres budget ved at skære ned på kød og spise flere grøntsager og bælgfrugter, hvilket Dyrenes Beskyttelse klart anbefaler, siger Britta Riis.

Forbruget er baseret på branchens tal, og her medfører de danskere, der slet ikke drikker mælk eller spiser æg, naturligvis en gennemsnitsnedsættelse, hvorfor den typiske æggespiser og mælkedrikker vil have et større forbrug.

Sådan er det regnet ud

Priserne er fundet hos REMA1000 i uge 17.

En dansker spiser gennemsnitligt 4,2 æg om ugen . Det svarer til ca. 18 æg om måneden. Et økoæg koster ca. 3,60 kroner. Et skrabeæg koster ca. 2,90 kroner. Det er en prisforskel på 72 øre, hvorfor det i gennemsnit vil koste 13 kroner mere om måneden at vælge økologisk mælk - i alt 65 kroner på en måned.   

En dansker drikker gennemsnitligt 58,1 liter mælk om året. Det svarer til ca. 4,8 liter mælk om måneden. En liter økologisk minimælk koster 13,25 kroner. En liter konventionel mælk koster ca. 11.95 kroner. Det er en prisforskel på 1,30 kroner per liter, hvorfor det kun i gennemsnit vil koste 6,25 kroner mere om måneden at vælge økologisk mælk – i alt 64 kroner.