En blød brise fra en hestemule. En hestehilsen uden ord. På et sprog, som ikke kan oversættes i en app, men kan læres i en … lad os kalde det følordning. Som kan få en hesteejer til at tage imod et knus uden forbehold og få en dreng, der har angst, til ikke at lade sig skræmme. Et sprog, som en syvårig ukrainsk pige taler helt af sig selv med hesten Hrimfaxi på Marianne Flormans gård på Møn.
Dyr er i verden med deres krop. De justerer lynhurtigt. De overgør ikke noget. De gør ikke noget forkert. De gør bare.
– Se, sådan her ser min Messenger ud for tiden. Marianne Florman vender telefonen, som er fuld af ukrainske navne. Hun har spurgt moderen til syvårige Marichka, om vi må vise den tegning, som pigen har tegnet til Marianne. Det må vi gerne, kommer svaret via Messengers oversættelse kort efter
Mulekys mod kaos
Marichka har tegnet sig selv som en hest, der mulekysser en anden hest, Hrimfaxi, midt i et hjerteformet dansk flag. Marichkas familie har sammen med tre andre ukrainske flygningefamilier boet hos Marianne Florman og hendes mand på deres gård på Møn, hvor den islandske hest Hrimfaxi og 10 andre heste samt hunden Blue med de blå øjne lever i en smittende ro.
En ro, der forplanter sig i løbet af et par timers besøg. Vi sidder ude på en lys og let aprildag ved siden af foldene. Hestene vender ørerne mod os og lytter tilsyneladende med. Måske bare til den velkendte melodi af Marianne Flormans stemme.
– Dyrene har ikke noget filter, de reager umiddelbart, med en ansigtstrækning, et øre, en bevægelse. De spejler hinanden og os. Derfor må vi arbejde med os selv, hvis vi vil være forbundet med hestene, forklarer Marianne Florman, som selv fik det vink ned ad den vej, der har ført den tidligere håndboldspiller og tv-vært frem til gården, hestene og en uddannelse som traumeterapeut.
En klog krop
Marianne Florman er uddannet traumeterapeut i somatic experience-terapi, som handler om at bruge kroppens reaktioner og erfaringer.
– Det udspringer af, hvordan vilde dyr behandler traumer ved at justere og reagere i kroppen. Dyr i fangenskab er begrænset i deres reaktionsmuligheder, mens vi mennesker ofte reagerer i første etage, med hovedet, i stedet for i kroppen. Dyr er i verden med deres krop. De justerer lynhurtigt. De overgør ikke noget. De gør ikke noget forkert. De gør bare, forklarer hun.
De mennesker, der kommer hos Marianne Florman, lærer af hestenes og egne reaktioner. Den kropslige erfaring kan de tage med sig og overføre til andre situationer. En kvinde lærte at kramme sin hest uden at være på vagt over for, om den forsøgte at dominere hende. En anden kæmpede med stor indre uro, som hestene reagerede på ved at lægge sig ned på stribe, så hun kunne lægge sig ind til dem.
– Hestene er guider. De er ikke rekvisitter. Det er ikke et lederkursus, hvor du skal vise, hvem der bestemmer. Det er jo slet ikke den slags ledere, som vi ønsker os i erhvervslivet. Det handler ikke om at fortælle hesten eller hinanden eller dig selv, at noget er forkert, eller at du skal gøre noget andet end det, du gør. Det handler om at ære sig selv og forvente, at andre også gør det, så du eksempelvis ikke behøver at skubbe hesten væk, men at den af sig selv respekterer dit rum, og du ikke skal være bange for at blive trådt på af 600 kilo, siger Marianne Florman.
At kende sin udvej
Hun fortæller videre om en 12-årig dreng, som var henvist til hende fra kommunen som sidste udvej. Han led af svær angst.
– Han kunne ingenting. Ikke være i en bil. Ikke køre over broer. Ikke fungere i sin dagligdag. Han var bange for hestene, da han kom her, så vi startede bare med at sidde og se på dem. Nu står han oppe på ryggen af Sho, hun peger på den painthest, der står ude på folden, og fortæller, at drengen selv kan gå i skole og til fodbold. Det har gjort en kæmpe forskel for ham. I dag lader han sig ikke sådan skræmme. Heller ikke da Sho en dag blev til en ren rodeohest og bukkede rundt i manegen.
– Drengen var gået ud af banen. Vi har snakket om, at det er vigtigt i situationer at kende sin udvej, og det gjorde han her, og så snakkede vi om, at Sho reagerede på at være presset til noget, han ikke havde lyst til. Så kan man godt reagere ved at løbe væk eller flippe ud. Det kendte han godt. Han er tit løbet ud af sin klasse, fordi han ikke kunne være i det. Så fik vi talt om det.
En hestehilsen
Vi tager en tur ud på folden, som er hesteflokkens hellested.
– Normalt tager jeg ikke nogen med herind til hestene. Det er deres hellested. Det svarer til, at der vadede fremmede mennesker ind i dit soveværelse, forklarer Marianne Florman og fortæller, at de 11 heste er en sammenbragt flok.
De fleste af Marianne Flormans heste er kommet til hende, fordi de ellers ville være blevet aflivet, fordi de blev anset for farlige eller hysteriske.
– Så kommer de her, og efter nogen tid er de faldet til og kan være sig selv, siger Marianne Florman og sætter sig ved siden af den røde islænder Flammen, som har lagt sig til rette i solen og ikke har noget imod, at Marianne Florman sætter sig hos ham. Han ender med at lægge hovedet helt ned på jorden så afslappet som et føl.
Her er det, at den lidt store mørkebrune dansk varmblod, kommer forbi for at sige hej og undersøge kameraet. En venlig interesse, En høflig forespørgsel. En varm brise fra en blød mule og et meget stort væsen, der lige mærker efter. Uden at hverken hesten eller fotografen, der sidder lige foran forhovene, er bange for at blive mast.
Glad for at læse denne artikel?
... der er mere, hvor den kommer fra. Som medlem af Dyrenes Beskyttelse får du vores magasin leveret lige til postkassen, digitalt eller trykt, du vælger.