DB emblem

Stærkt bekymrende billeder fra Molslaboratoriet

Det er stærkt bekymrende billeder, vi ser fra Molslaboratoriet i disse dage, og vi er stærkt bekymrede og kritiske overfor den lange responstid, før Molslaboratoriet handlede på sagen.

Skrevet af:
Dyrenes Beskyttelse

Teksten er delt på Facebook d. 4/8 (advarsel: voldsomme billeder!)

Det er stærkt bekymrende billeder, vi ser fra Molslaboratoriet i disse dage!

Optagelser viser en flok på seks tyre, der jager køer i forsøg på at bedække dem. Jagten er tydeligvis meget stressende og udmattende for køerne samt deres kalve, som viser tegn på udmattelse og i hvert fald i ét tilfælde, er det medvirkende til, at en ko holdes adskilt fra sin diende kalv over meget lang tid. Billederne af koen, der er endt i mudderet, vidner om, at hun var udsat for stress i timevis, og at hun var tydeligt påvirket efterfølgende.

Molslaboratoriet har nu adskilt tyrene fra de andre kvæg og har siden skudt fire af dem. I flokken er der nu en voksen tyr og en ungtyr tilbage.

Vi er stærkt bekymrede og kritiske overfor den lange responstid, før Molslaboratoriet handlede på sagen. De burde have handlet med det samme og ikke ventet halvandet døgn. Så kunne de værste situationer være undgået. Den ene ko var ikke endt i mudderet og den ene kalv havde ikke været adskilt fra sin mor så længe.

Spørgsmålet er også, om man ikke burde have forudset, at det kan give problemer med en så forholdsvis stor bestand af tyre i samme flok og reguleret det, allerede inden problemerne opstod. Det viser under alle omstændigheder, at husdyr i naturnationalparker og i rewilding skal have tilsyn og ikke kan overlades til sig selv. Men også at tilsyn i sig selv ikke er nok – man skal også handle på det, man ser ved tilsynet.

Vi er tillige bekymrede for de metoder, som anvendes på Molslaboratoriet, og vi er særligt bekymrede for, om der sker rettidig indgriben, når problemer opstår, som det ikke skete i dette nyeste eksempel fra forleden dag.

Sagen er meldt til politiet, og myndighederne skal derfor nu vurdere, om der er sket overtrædelse af dyrevelfærdsloven.