Statsrevisorerne retter skarp kritik af kontrollen af grises velfærd. Skandaløst, lyder reaktionen fra Dyrenes Beskyttelse, der kræver, at en ny regering én gang for alle rydder op i årtiers politiske svigt.
På baggrund af Rigsrevisionens beretning om kontrollen af grises velfærd retter Statsrevisorerne nu en skarp kritik af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Ministeriet for Grøn Trepart. Fra Dyrenes Beskyttelse møder kritikken fuld opbakning.
”Rigsrevisionens beretning dokumenterer det, vi har advaret om i årevis: På svineområdet stopper retssikkerheden ved stalddøren. Kontrollerne sikrer ikke dyrene det minimum af beskyttelse, de ifølge loven har krav på. Danske grise bliver udsat for et politisk dobbelt-svigt: Først af en utilstrækkelig lovgivning og derefter af en kontrol, der ikke håndhæver den. For grisene er loven ikke er det papir værd, som den er skrevet på,” siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse er kritikken så skarp, at de nu kræver politisk handling.
”Beretningens konklusioner er resultatet af årtiers politisk svigt. En skandaløs sjofling af både dyr og demokrati, hvor minister efter minister har kendt til forholdene, men intet har gjort og i stedet sat hensynet til industrien højere end hensynet til dyrene. Nu ligger der en knivskarp, uvildig vurdering fra statens egen vagthund. Det skal være øverst på dagsordenen for en kommende regering at få rettet op på det massive svigt. Danskerne har leveret deres mandat. Med svinevalget, borgerforslaget og en svinedemonstration har de sagt tydeligt fra. De forventer, at landets love og regler også gælder i svinestaldene, og at dyrene rent faktisk bliver beskyttet,” siger Britta Riis.
Rigsrevisionens beretning dokumenterer det, vi har advaret om i årevis: På svineområdet stopper retssikkerheden ved stalddøren. Det skal være øverst på dagsordenen for en kommende regering at få rettet op på det massive svigt.
Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse
Valgkampens temaer er også løsningen
Under den netop overstået valgkamp blev der sat fokus på halekupering, avl, fiksering af søer samt plads og rodemateriale. Flere af temaerne går igen i Rigsrevisionens gennemgang af, hvor styrelsernes kontrol fejler.
Rapporten peger på, at fødevarestyrelsen har gjort det ”nemt” at dokumentere behovet for rutinemæssig halekupering, der har været ulovligt i 33 år, til trods for at Rigsrevisionen vurderer, at det kan være EU-stridigt. Fødevarestyrelsen har tilmed instrueret styrelsen for grøn arealomlægning ”i ikke at kontrollere for alle regler vedrørende klipning af haler”. Ligeledes indeholder fødevarestyrelsens kontrolvejledning ikke en beskrivelse af, hvordan man kontrollerer for avlsmetoder, der skader grisene, selvom avlen er hovedårsagen til, at der dagligt dør 25.000 pattegrise i de danske stalde. Og derudover bemærker Rigsrevisionen, hvordan kontrollanter skal vurdere mængden af tilstrækkeligt beskæftigelses- og rodemateriale, når fødevarestyrelsen i deres kontrolvejledninger har tolket det som tilstrækkeligt, at 10-18 grise deles om to pinde.
”Det er himmelråbende, at man politisk har tilladt det her i årevis. Politikerne kan ikke engang gemme sig bag, at de ikke vidste bedre, for de massive problemer har været kendt i årtier. Der er taget et bevidst valg om at beskytte industrien fremfor grisene”, siger Britta Riis.
Selv når hammeren rent faktisk falder i kontrollerne, så vurderer Rigsrevisionen, at sanktionerne ofte er i den milde ende, og det eskaleres sjældent til hårdere sanktioner ved gentagende overtrædelser, som ellers er hensigten. Derudover kan svineproducenter undgå opfølgende kontrolbesøg ved at skifte cvr-nummer efter den første sanktion. Andre undgår risikoen for træk i landbrugsstøtten ved at søge om støtten på ét cvr-nummer, men have deres svineproduktion tilknyttet et andet cvr-nummer.
”Enten magter styrelsen ikke at føre den nødvendige kontrol eller så vælger de blot at se gennem fingrene med det. Til syvende og sidst er det dog politikernes ansvar, for det her er ikke et retssamfund som det danskes værdigt”, siger Britta Riis.