Kronhjort set fra siden
Hjortevildt i dyrehaver og sommerhusområder er blevet så tamt, at den nogle steder kan håndfodres. Men fodringen kan være livsfarlig for både menneske og dyr. Foto: Torben Pihl

Stop livsfarlig fodring af vilde hjorte

I flere dyrehaver og sommerhusområder er hjortevildt blevet så tamt, at det kan håndfodres. Men fodringen kan blive livsfarlig for både mennesker og dyr

Skrevet af:
Stig William Nissen

Et enkelt vip med hovedet fra et krondyr. Mere skal der faktisk ikke til for at pådrage sig livsfarlige skader fra det spidse hjortegevir.

Så galt gik det heldigvis ikke for en kvinde i Blåvand i Sydvestjylland, da hun for nylig blev stanget af en kronhjort, der var blevet så tam, at den var begyndt at færdes i byområdet. Hun slap med skrækken og mindre knubs.

Men det kunne nemt være endt meget værre, fortæller Peter Gravlund Nielsen, der er projektleder for faunadyr i Dyrenes Beskyttelse. 

”Der er meget store kæfter på spil, når et op til to hundrede kilo tungt dyr beslutter sig for at stange eller bare dreje sit hoved. Det er potentielt livsfarligt,” siger han og fortsætter:

”Det er mange nok ikke klar over, når et dyr er blevet så tamt, at det kan fodres fra hånden,” siger Peter Gravlund Nielsen.

Forkert fodring slår hjorte ihjel

Fra naturens side holder hjortevildt sig helst på sikker afstand af menneskelig aktivitet. Men i dyrehaver og i sommerhusområder, er vildtet nogle steder blevet så vant til mennesker, at den naturlige og sunde skyhed er forsvundet.

”Så kan man blive fristet til at fodre vildtet, og det er en virkelig dårlig idé. Dels fordi vildtet bliver gjort afhængige af fodringen, dels fordi det i mange tilfælde vil være den forkerte foder,” siger Peter Gravlund Nielsen.

Hjortevildt tilpasser deres fordøjelsessystem til den føde, der findes i årstiden, og særligt i de kolde måneder vil det typisk være næringsfattige planter med et højt indhold af fibre. 

Bliver hjortevildtet i stedet fodret med for eksempel franskbrød, gulerødder og andre fødevarer med højt næringsindhold, så kan det skade dyrets fordøjelsessytem.

I yderste konsekvens kan fodringen tage livet af dyret på grund af diarre, afmagring og større smittespredning mellem dyrene. Det oplyser Naturstyrelsen, der også advarer kraftigt mod fodringen af vores hjortevildt.

Nyd dyrene – men på afstand

Når der den seneste tid har været historier i medierne om sammenstød mellem mennesker og hjortevildt, hænger det muligvis sammen med, at vi har fået flere større hjorte i den danske natur – og samtidig flere nye naturbrugere, som ikke er vant til de store, smukke og karismatiske dyr.

Der er naturligvis ikke noget galt i at lade sig fascinere af eksempelvis en kronhjort. Men det skal være på dyrets præmisser, lyder opfordringen fra Peter Gravlund Nielsen.

”Husk, at de vilde dyr ikke er skabt for vores fornøjelses skyld og nyd dem på afstand, så vi ikke forstyrrer deres naturlige adfærd og i sidste ende er skyld i, at de sætter færre unger,” siger han.