Nyt studie viser, at dansk grisevelfærd er i bund

Studie: Dansk grisevelfærd i bund

Danmarks grisevelfærd skraber bunden i nyt studie, der sammenligner grisevelfærd på tværs i udvalgte EU-lande.

Skrevet af:
Marie Hougaard

Grisevelfærden i Danmark er i bund. Det konkluderer et nyt sammenlignende studie fra Københavns Universitet. Studiet sammenligner grisevelfærden mellem fem griseproducerende lande i EU: Danmark, Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien, og her ligger Danmark i bund sammen med Tyskland.

"Danske grises reelle velfærd er meget langt fra det skønmaleri, branchen gerne vil male af svineproduktionen i Danmark. Det kommer desværre ikke som en overraskelse for mig, at dansk svineproduktion scorer lavt, for de har minimalt med plads, de bliver stort set alle halekuperet, selvom det rutinen er ulovlig i EU og de går næsten alle indenfor uden muligheder for at udleve deres naturlige adfærd", siger chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse Birgitte Damm.

I studiet er eksperter indenfor grisevelfærd blevet bedt om at give en score fra 1-10 på 15 forskellige spørgsmål om grisevelfærd i de pågældende lande. Studiet er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Animals.

Sverige og Storbritannien i top

Grisenes velfærd i Danmark ligger ifølge studiet i bund, når det kommer til selve produktionen ude på landbrugene. Langt størstedelen af den danske griseproduktion bliver eksporteret.

"Det er stærkt kritisabelt, at danske grises velfærd ligger så dårligt i forhold til de lande, vi normalt gerne vil sammenligne os med. Studiet viser med al tydelighed, at velfærden for de over 30 mio grise der produceres i DK hver år, skal have et gevaldigt løft, "siger Birgitte Damm.

I bunden af undersøgelsen ligger Danmark og Tyskland, mens Holland klarer sig lidt bedre. Øverst ligger Sverige og Storbritannien. Grunden til, at Sverige ligger markant bedre end Danmark er, at landet har indført strengere love og regler, der sørger for bedre velfærd til grisene.

"Det er på tide både svineproducenter og politikere sørger for, at den danske griseproduktion bliver dén med bedst dyrevelfærd i EU. Vi kan ikke være bekendt at behandle millioner af grise så dårligt, som vi gør lige nu", siger Birgitte Damm.

Studiet undersøger også forbruget, og altså hvad danskerne køber, og her ændrer billedet sig en smule, fordi danskerne køber bedre kød end det, der bliver produceret mest af i Danmark. Når det kommer til forbruget ligger danskerne bedre end tyskerne i forhold til indkøb af grisekød. Dyrenes Beskyttelse har i over 25 år haft sit eget mærke ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” på anbefalet grisekød, og i dag er omkring 5 % grisekød økologisk eller friland.

Dansk grisevelfærd i bund

Danmark producerer over 30 millioner grise om året.

Omkring 1-2 % af griseproduktionen er økologisk eller friland.

98 % af grisene bliver halekuperet, det vil sige får klippet den yderste ende af halerne.

Grisene har i den konventionelle produktion krav på l 0,65 m2 per 100 kg gris

  • Del artiklen på: