Ungsvane ved søbred
Fotos: Steffen Prehn

Svanens befrielse

I slutningen af september kom der et opkald til 1812. En svane sad fast ved en søbred.
Dyreredder Steffen Prehn kørte derfor ud til søen for at se, om han kunne gøre noget,
men det viste sig at der skulle flere hænder til, før svanen kunne reddes fri. Heldigvis
trådte Nordsjællands Brandvæsen til og hjalp.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

I slutningen af september kom der et opkald til 1812 fra en bekymret mand. Manden havde sommeren igennem iagttaget en svanefamilie på en sø i området, hvor han boede, og nu var en af svanerne blevet viklet ind i noget bevoksning på søen.

Han var bange for, at svanen ikke kunne komme fri af sig selv, og han bad derfor Dyrenes Beskyttelse om hjælp til at tjekke svanen. Dyreredder Steffen Prehn pakkede derfor dyreambulancen og kørte af sted. 

– Da jeg kom frem, kunne jeg hurtigt se, at jeg ikke ville være i stand til at hjælpe svanen selv. Søens bund var sumpet, så jeg kunne ikke gå derud i waders, og jeg har ikke tilladelse til at sejle en båd derud selv. Svanen sad fast i bevoksning fra et birketræ, der lænede sig ind over søen, og måske noget andet, men den kunne i hvert fald kun bevæge sig rundt i en begrænset omkreds, fortæller Steffen Prehn, dyreredder ved Dyrenes Beskyttelse.

Nordsjællands brandvæsen hjalp

Steffen måtte køre hjem igen den første dag. Han ville dog ikke opgive at hjælpe svanen og ringede derfor til beredskabsstyrelsen for at se, om de havde tid til en lille opgave. Desværre havde de ikke mulighed for at hjælpe, men de foreslog at ringe til Nordsjællands Brandvæsen, og det viste sig at være et rigtig godt bud.

– Jeg fik fat i en helt fantastisk brandmand, som hedder John. Vi aftalte, at han skulle komme ud til søen og tage en pontonbåd med, så vi kunne sejle ud til svanen sammen. På den måde kunne jeg hjælpe svanen fri, og han kunne sejle båden, forklarer Steffen Prehn.

Næste dag mødtes Steffen med et hold fra Nordsjællands Brandvæsen ved søen. Båden blev søsat, og ved fælles hjælp fik Steffen og brandmanden John befriet svanen. For at være sikker på at den var uskadt, sejlede de den i land for at kunne tjekke den ordentligt.

– Da jeg havde klippet svanen fri, kunne jeg ikke hjælpe med at sejle båden, og derfor hoppede John i vandet og svømmede os i land igen. Han havde en sikkerhedsdragt på, så han kunne sagtens være i det kolde vand, uden at der skete noget, forklarer Steffen Prehn.

Viklet ind i fiskesnøre og bevoksning

Tilbage på land kunne Steffen se, at det ikke kun var bevoksning, som svanen sad fast i. Der var også en god portion fiskesnøre indblandet. Svanen blev befriet for både affald og bevoksning, og herefter fik brandmanden John lov til at genudsætte den i søen.

– Det var helt fantastisk at kunne hjælpe svanen fri igen, men det var aldrig sket uden brandvæsnets hjælp. Jeg er virkelig glad for, at de gerne ville træde til og give Dyrenes Beskyttelse en hånd med redningsaktionen. Og så var det dejligt at kunne ringe til manden, der havde ringet ind om svanen, og fortælle, at nu var den befriet og atter sammen med de andre svaner i søen, afslutter Steffen Prehn.

Glad for at læse artiklen?

... der er mere, hvor den kommer fra. Som medlem af Dyrenes Beskyttelse får du vores magasin leveret lige til postkassen, digitalt eller trykt, du vælger