Artikel, 6. november 2020

Svigtede Perle kom sjældent udenfor

Perle kom til Roskilde Internat med en trist bagage. Perle havde levet meget af sit liv indendørs, da hendes tidligere ejer ikke måtte have hund i hjemmet. Perle har derfor levet et isoleret liv uden meget kontakt med andre.

Image of Fie bau Madsen
Fie bau Madsen,
Kommunikationsmedarbejder
Del artiklen på:
PHOTOGRAPHER KIM JOHNSEN THE LENS PHOTOGRAPHY

Da Perle ankom til Roskilde Internat, lignede hun et stort, filtret garnnøgle. Perles krøllede pels var fuldstændig filtet sammen og hun kunne knap nok se ud af sine øjne. Perle er en næsten 6 år gammel Lagotto Romagnolo og hun har levet meget af sit liv indendørs, i sit gamle hjem. Perles gamle ejer måtte ikke have hund, der hvor de boede, og derfor blev perle gemt væk fra omverdenen. Perle kom ind via en henvendelse på Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, hvor en opmærksom borger havde opdaget hende.

”Da vi fik Perle ind på Roskilde Internat blev vi alle sammen forfærdede da vi så hendes pels. Perle kunne tydeligvis ikke lide at vi rørte ved hende, og der var ingen tvivl om at alle de filtrede totter gjorde ondt og generede hende. Til trods for hendes smerter og umiddelbare mistillid til mennesker viste Perle mange skønne sider allerede fra første dag. Hun skulle dog lige komme sig over det chok det må have været at blive fjernet fra sine trygge rammer og komme ind på et travlt internat” fortælle Rikke Agner Jørgensen, Internatleder på Roskilde Internat.

Blev gemt væk når der kom gæster

Perle havde levet et meget ensformigt og trist liv i sit gamle hjem. Når der kom gæster, blev Perle ofte gemt væk fra omverdenen, så ingen opdagede hun var der. Tidligere ejer måtte ikke have hund i sin bolig og holdt derfor Perle skjult. Det har medført at Perle er meget usikker når hun møder fremmede.

”Perle har ikke været vant til at omgås fremmede og racen er generelt selektiv i sit møde med nye mennesker. Hun bliver derfor meget usikker når hun møder nye mennesker. Så snart hun har set folk an og lært dem at kende bliver det dog bedre”, fortæller Rikke Agner Jørgensen.  

Perle var desuden blevet overfodret hvilket har resulteret i at hun er overvægtig og virkelig trænger til at tabe sig. Perle havde derfor også brug for hjælp til at tabe sig og langsomt vænne sig til at gå tur igen. Den manglende motion gør, at Perle er meget muskelfattig og brug for langsom tilvænning til at gå ture.

Måtte bedøves før klipning

Første skridt i at hjælpe Perle, var at få klippet alt hendes filtrerede pels af og få klippet hendes negle. Det var dog nødvendigt at bedøve hende før hun kunne blive klippet, da hun var enormt bange for klippemaskine og tydeligvis ikke var vant til at blive plejet på den måde.

”Vi var nødt til at bedøve hende, da hun var ved at dø af skræk. Det havde derfor været et overgreb hvis ikke vi havde bedøvet hende, og det ville vi ikke udsætte hende for. Perle fik klippet alt sin pels af og måtte derfor have dækken på den første tid for ikke at fryse, men hun var en helt anden hund efter klipningen. Hun blev utrolig glad og meget mere tilpas”, afslutter Rikke Agner Jørgensen.  

Til trods for Perles tid med svigt og ensomhed, så er Perle lige så stille ved at få tillid til mennesker igen. Med tålmodighed og omsorg skal Perle nok få et meningsfyldt hundeliv, fyldt med glæde og værdighed.

Alle billeder er taget af fotograf Kim Johnsen, THE LENS PHOTOGRAPHY