Billie Eilish til Met Gala
Musiker Billie Eilish til The Met Gala 2021. Foto: Zz/AP/Ritzau Scanpix

Tendensen er klar: på vej væk fra mink

Modehus efter modehus fravælger at bruge mink i deres kollektioner, og unge stjerner som Billie Eilish og Dua Lipa har for længst sagt nej til pels i både deres garderobe og som luksusvarer.

Skrevet af:
Marie Hougaard

Undgå at støtte brands med pels

Flere og flere modehuse, tøjbrands og designere fravælger pels i deres produktion. På denne side er der en samlet oversigt over hvilke mærker og tøjhuse, der er helt pelsfrie.

Gucci, Versace og Prada: tendensen taler sit tydelige sprog, for de tre store italienske modehuse er langt fra de eneste, der har forbudt ægte pels i deres produktioner. Også globale brands som Balanciaga, Michael Kors, Tommy Hilfiger og Alexander McQueen har lagt pelsen på hylden og skaber nu pelsfri mode.

En af de første modeskabere til at fravælge pels var Calvin Klein, der helt tilbage i 1994 fravalgte pels som en del af brandet. I 2001 valgte designere Stella McCartney, at hele hendes tøjproduktion skulle være uden pels og læder. Og siden hen har over 200 modehuse, tøjmærker og designere vægtet dyrevelfærd over fortjeneste og sendt pelsen på porten.

- Det er glædeligt at se, at flere og flere modehuse, designere og tøjfabrikanter fravælger mink og pels i deres sortiment. En mink hører ikke hjemme om skuldrene på os mennesker, men ude i naturen, hvor den er fri og får opfyldt sine behov. Dyr skal ikke leve i små bure, og tendensen i modeverdenen taler sit klare sprog: Pels er yt, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Unge kunstnere siger nej tak til mink

Over hele verden er de populære modeuger et af højdepunkterne for designere, indkøbere og publikum. I 2018 meldte London Fashion Week sig som den første, der forbyder pels på catwalken.

Ikke kun modehuse, tøjdesignere og modeuger, men også mange musikere, sangere og skuespillere bruger deres position som verdensstjerner til at sætte fokus på, at pels skal fjernes fra hele modebranchen.

Unge sangere som Miley Cyrus, Dua Lipa og Billie Eilish har offentligt taget afstand til pels. Sidstnævnte havde som krav til designeren Oscar de La Renta, at hun kun ville gå med hans kjole til den storslåede velgørenhedsgala Met Gala, hvis han ville stoppe med at bruge pels i sine verdensberømte designs. Det gjorde han.

Tendensen er altså klar: Minkpels er på vej ud af både Hollywood-garderober, modehuse og væk fra catwalken.