Lene Beier er en dyreglad tv-vært

Tv-vært inviterer dyrene ind

Hunde og hvepse, edderkopper og pindsvin – tv-værten Lene Beier elsker dyr. Hun betegner sig selv som et kæmpe dyremenneske, der inviterer dyrene ind i sin have og hunden ind i sit hjem.

Skrevet af:
Marie Hougaard

I huset er der Lene og Anders Beier, drengene Otto og Anton og det firbenede familiemedlem, hunden Bruce Wayne. I haven er der hvepse, edderkopper og pindsvin. Lene Beier gør nemlig plads til dyrene i sin hverdag og sit liv og kunne aldrig tænke sig at undvære en hund.

– Man har ikke et rigtigt hjem, hvis man ikke har en hund. Han er en del af familien, faktisk et familiemedlem, og han betyder enormt meget. Jeg kan ikke forestille mig at undvære en hund, det kan ikke komme på tale, så kan jeg bedre se for mig, at vi får flere hunde, siger Lene Beier.

Bruce Wayne kom ind i familien for syv år siden og har lige siden glædet den hundeelskende Lene Beier. For cockerspanielen er altid i godt humør, hvis tv-værten er nedtrykt, han vil gerne gå tur og snakkes med, og så er han en isbryder, når man møder nye mennesker. Det eneste svage punkt, som Bruce Wayne ifølge Lene Beier har, er, at han er en rigtig kulhydratdreng, der elsker brød og især rundstykker. Han var derfor blevet for tyk, men er efter en slankekur blevet flot igen. Til sin fødselsdag får han dog et rundstykke med flag i, hvilket han hellere vil have end en bid pølse.

– Jeg synes, det er megasjovt at have hund, og han har sine egne små mærkelige vaner. For eksempel når der går en hund forbi nede på vejen, som han ikke er så glad for, så skal han lige have det sidste vuf, selv om jeg siger til ham, han skal tie stille. Han giver så meget glæde.

En rig planet

Ikke kun i huset, men også i haven er der både plads og hjerterum til dyrene. Familiens have er en såkaldt vild med vilje-have, hvor man lader en stor del af haven gro vildt til fordel for insekter, smådyr, fugle og pindsvin.

– Verden ville være et fattigere og forfærdeligt sted uden dyr. Jeg er fascineret af dyr på alle mulige måder og bliver glad, hver gang jeg opdager et dyr, jeg ikke kendte i forvejen. Naturen er vidunderlig, og den ville være meget mangelfuld, hvis der ikke var nogen dyr, siger Lene Beier.

Hun og hendes mand gør meget ud af, at deres to drenge skal lære, at man skal tage sig af dyr, og at dyrene har behov, som man skal varetage. Drengene er derfor med til at tage sig af opgaverne med Bruce Wayne såsom at lufte ham. Så fremtidige generationer kan blive lige så dyreglade som tv-værten.

Om Lene Beier

• Uddannet biologi- og historielærer

• Tv-vært på blandt andet 'Landmand søger Kærlighed'

• Fik sit gennembrud på TV2 Fri • Kåret som Årets Stjerneskud til TV Guldfesten i 2014

• Modtog prisen som Årets Kvindelige Underholdningsvært i 2016

• Tidligere deltager i Vild med Dans