Krølle

Ubehandlede øremider ødelagde kats ører

Katten Krølle blev indleveret på vores dyreinternat i Nordjylland, da den ikke kunne enes med en anden kat i huset. Krølle havde tidligere i sit liv gået med ubehandlede øremider i en lang periode, hvilket havde resulteret i, at hans ører var faldet sammen.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Katten Krølle blev indleveret på Dyrenes Beskyttelses internat i Nordjylland, da han desværre ikke kunne enes med sin tidligere ejers anden kat. Det var derfor med stor sorg, at han måtte indleveres på dyreinternatet. Den tidligere ejer havde selv haft ham til dyrlægen for at få ham tjekket, men internatet valgte alligevel at få ham tjekket af dyrlægen på internatet, da de kunne se, at hans ører ikke så helt ud, som de skulle.

- Vi var bekymrede for, om der var noget alvorligt galt, da vi tog imod ham, og vi besluttede derfor, at han selvfølgelig skulle tjekkes. Den tidligere ejer havde overtaget ham med ørene faldet sammen, så skaden var sket på et tidspunkt, før han kom til hende. Vi fik derfor vores egen dyrlæge til at sikre, at han ikke havde smerter, eller gik med en ubehandlet sygdom, som var generende for hans velfærd, siger Nicoline Kolind, souschef på Nordjyllands Internat.

Dyrlægen kunne fortælle, at ørene havde fået den facon, da han havde gået i lange perioder med ubehandlede øremider. Det havde resulteret i, at han havde fået ’blomkålsører’, men heldigvis havde ørene ikke taget permanent skade, så det var kun en kosmetisk fejl.

- Heldigvis var der intet galt med hans øregange eller trommehinder, så han blev kun behandlet for lidt dårlig mave, og ellers var han rigtig fin, siger Nicoline Kolind.

Nem at formidle

Efter en uges tid var Krølle helt frisk, og han blev derfor gjort klar til adoption. De defekte ører viste sig at være en stor fordel for Krølle, som ikke nåede at være til adoption i mere end en dag, før han fandt en ny og kærlig familie.

- Vi er altid spændte, når vi har voksne katte til adoption, særligt på den her tid af året. Rigtig mange mennesker vil gerne have killinger, og det kan være svært for en kat på 3 år at finde et nyt hjem, men heldigvis viste det sig, at Krølles krøllede øre var en fordel i adoptionsprocessen. Hans nye familie faldt pladask for hans anderledes udseende og hans søde væsen, siger Nicoline Kolind.

Generelt sidder de voksne katte i længere tid og venter på nye hjem, og der er eksempler på katte, der har ventet op til et halvt år, før en familie har valgt at adoptere dem. Heldigvis blev det ikke tilfældet for Krølle.

- Der er mange fordele ved at adoptere en voksen kat, og vi håber, at endnu flere vil være opmærksomme på det dejlige ved voksne katte, næste gang familie skal udvides, siger Nicoline Kolind.