Vildtplejer holder ung havørn
Den unge havørn på Lundby Vildtplejestation. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Ung havørn reddet fra at drukne og sat fri igen

To lokale mænd fik reddet en ung havørn fra at drukne og alarmerede 1812. Efter behandling og pleje på Lundby Vildtplejestation er fuglen nu tilbage i naturen.

Skrevet af:
Anna Victoria Hansen

En ung havørn kæmpede i slutningen af juni i vandet på Ulvshale Strand, et stykke fra land, da to lokale mænd fik øje på den. Fuglen var gennemblødt, udmattet og ude af stand til at flyve. Da mændene fik den ind på stranden, opdagede de også, at den havde en skade på det ene øje.

De kontaktede Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, som sendte Claus Gade Hansen, frivillig dyreredder i Område Storstrøm, til stedet.

I 2025 rykkede Dyrenes Beskyttelses frivillige dyrereddere ud 651 gange for at hjælpe rovfugle og ugler i nød. Otte af sagerne drejede sig om havørne.

I pleje på Lundby Vildtplejestation 

Da Claus nåede frem, stod det klart, at havørnen havde brug for mere hjælp. Sammen med de to mænd fik han fuglen indfanget med håndklæde og net, og kort efter blev den kørt til Lundby Vildtplejestation.  

Her blev det bekræftet, at havørnen havde en skade på øjet. Den var samtidig afkræftet efter tiden i vandet og havde brug for ro, varme og behandling.

Dagen efter redningsaktionen, kunne havørnen blive tilset af en dyrlæge. Her blev den ringmærket og sat i behandling med to slags øjendråber. Vurderingen var, at skaden enten kunne være opstået ved et sammenstød eller i kamp med en anden havørn.

Havørnen i pleje. Foto: Dyrenes Beskyttelse
Havørnen i pleje. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Klar til at vende tilbage til naturen

Efter lidt over to uger i pleje var havørnen stærk nok til at blive genudsat i naturen. Det skete en søndag formiddag, hvor den blev sat fri tæt på, hvor den var blevet reddet.

- At se havørnen flyve afsted ved genudsætningen gav følelsen af, at det var hele besværet værd, og at man som vildtplejer er med til at gøre en forskel for dyrene, siger René Kluk, der til daglig driver Lundby Vildtplejestation med sin kone, Gitte Kluk, som også er frivillig vildtplejer.

  • Havørnen har et vingefang på helt op til 2,5 meter.
     
  • Den kan blive op til 30 år gammel og danner par med sin mage hele livet.
     
  • Den lever typisk af fisk, men mellemstore pattedyr og ådsler kan også være på menuen.
     
  • Den bygger rede på klippehylder eller i gamle træer og bruger gerne reden i mange år.
     
  • Den vendte tilbage til Danmark i 1990’erne og er i fremgang.