Den unge høg blev reddet med hjælp fra frivillige kredsformænd

Ung høg reddet i sidste øjeblik

To kredsformænd og en frivillig brugte 12 timer på at lede efter en ung harrishøg. Høgen var ved en fejl sluppet fra sin ejer, men de to ihærdige kredsformænd og en frivillig hjælper sørgede for, at høgen kom sikkert hjem igen.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Jørn træner rovfugle i Fredericia. Hver dag tager han fuglene med en tur i haven, så de kan komme ud og få frisk luft og dem, der er handsketrænet, kommer ud at flyve. Søndag var ingen undtagelse, og Jørn havde derfor sin brunskuldrede våge, også kendt som en harrishøg, med sig i haven.

I haven blev vågen ivrig og da den satte af for at flyve, kunne karabinhagen ikke holde og fuglens line gik i stykker. Pludselige var høgen løs, og afsted fløj den.

Fløj rundt i to dage

I første omgang prøvede Jørn selv at indfange fuglen. Han forsøgte at lokke den unge harrishøg til sig med foder, men høgen var så forvirret, at det ikke lykkedes. På grund af sin unge alder var høgen endnu ikke handsketrænet, og dette gjorde det meget svært at indfange fuglen.

Da harrishøgen stadig var på egne ben om mandagen, ringede Jørn til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for at få hjælp. Selvom meget andet er lukket ned i Danmark, så tog de to kredsformænd, Luna Brandt og Christina Husted, alligevel ud for at prøve at hjælpe høgen, inden det var for sent.

Den unge harrishøg havde allerede fløjet rundt alene i næsten 24 timer. Fordi fuglen er ung, har den endnu ikke trænet sine flyvemuskler op. Jo længere tid den fløj rundt selv, jo lettere et bytte ville den blive for både måger og katte. Derfor var Jørn meget bekymret for sin fugl.

”Luna og jeg startede med at få nogle døde kyllinger af høgens ejer, som vi kunne lokke den med, og så begyndte vi at følge den rundt i Fredericia i løbet af dagen. Vi kunne hele tiden se, hvor den var henne, da der var en flok måger, som fulgte efter den. Vi vidste, det var et spørgsmål om tid, før høgen var så udmattet, at mågerne ville tage den,” fortæller Christina Husted, kredsassistent ved Dyrenes Beskyttelse.

Hjælp fra uventet side

Mandag eftermiddag fik en ung mand, Mark, sig noget af en overraskelse. Pludselig sad der en stor rovfugl på hans altan, men da han forsøgte at fange den, fløj den væk. Mark var dog klar over, at fuglen måtte tilhøre Jørn, da han kunne se, at den stadig havde sit træningsudstyr på fødderne. Han ringede derfor straks til Jørn, som satte ham i forbindelse med Christina og Luna.

Efter nogle timer mødte han Christina og Luna, som stadig ledte efter vågen. De havde på dette tidspunkt lokaliseret fuglen i et træ, og ventede nu på, at aftenen faldt på, da høgen ville være nemmest at fange sent på dagen.

”Vi talte løbende med Jørn om høgen. Han mente, at vi skulle vente til en 22-tiden, før vi forsøgte at fange fuglen, da den nok ville være mest træt på det tidspunkt. Mark kom som sendt fra himlen, og havde en rigtig god ide til, hvordan vi skulle få høgen ned fra træet. Ved hjælp af en fiskestang med en krog i enden, lykkedes det Mark at klatre op i træet og få fat i høgens fodrem, og på den måde kunne vi lige så stille hale den ned fra træet. Vi var meget lettede, da vi endelig fangende den,” afslutter Christina Husted.

Til trods for et nedlukket Danmark har Dyrenes Beskyttelse stadig et stort og aktivt netværk af frivillige kredsformænd, som hjælper dyr i nød. Heldigvis for høgen var både Christina og Luna meget tålmodige med at lede efter den. Og med hjælp fra den frivillige redningsmand Mark kom harrishøgen sikkert tilbage til Jørn.  

”Pigernes hjælp var fuldstændig uundværlig. Jeg er så taknemmelig for al den hjælp, de gav mig,” afslutter en glad Jørn.