Det sker, at svaneunger forveksler vejbaner med søer og derfor kommer til at lande her. Foto: Privat
Det sker, at svaneunger forveksler vejbaner med søer og derfor kommer til at lande her. Foto: Privat

Ledninger og lygtepæle: Ungsvanerne får ikke altid en flyvende start

Efteråret er tiden, hvor ungsvanerne kaster sig ud i længere flyveture. Det bemærker Vagtcentralen 1812, da de unge fugle godt kan have sine vanskeligheder på vingerne.

Skrevet af:
Andreas Roesen

Selvom man er et af de mest majestætiske dyr i Danmark, så er al begyndelse stadig svær. Det må de gråbrune ungsvaner også erkende. I ægte H.C. Andersen-stil får flere af ungerne nemlig også en bøvlet start på tilværelsen, før de bliver elegante voksensvaner. 

Fra slutningen af september begynder ungsvanerne at begive sig ud på egne vinger med længere ture i luften, og det bliver bemærket hos Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, der alene i sidste uge modtog 21 opkald om ungsvaner.

- Ungsvanerne er stadig i gang med at lære at flyve, og det kræver altså lidt øvelse, før de er flyvefærdige nok til at styre deres 8-9 kg store krop, forklarer Peter Gravlund Nielsen, der er biolog og vildtplejeansvarlig hos Dyrenes Beskyttelse. 

Det oplevede en familie fra Rødovre et eksempel på forleden, da en svane ikke fik styret helt uden om et træ og derfor måtte nødlande i deres have. Efter at have sundet sig et kvarters tid, havde den unge fugl dog atter mod på at få luft under vingerne og fløj videre. 

Udover træer er ledninger i luften, master, lygtepæle og flagstænger eksempler på ting, som Dyrenes Beskyttelse har oplevet, at den langhalsede fugl kommer i karambolage med. I september og oktober 2023 var der 112 henvendelser om ungsvaner til Vagtcentralen 1812.

  • Hvis den har tydelige skader.
  • Hvis den er alene og opholder sig på land uden vand i nærheden og med begrænsede muligheder for at komme til at lette.
  • Hvis den opholder sig på trafikerede veje eller i haver.

Oplever du en ungsvane i nød, bør du ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, så dyret kan hjælpes bedst muligt videre. 

En vejbane kan ligne en sø

En anden udfordring for ungsvanerne er, at verden kan se noget anderledes ud, når først de kommer op i de højere luftlag. 

- Ungsvanerne vil typisk gerne finde en sø at lande i. Og her kan nogle hustage og vejbaner godt snyde, hvilket får dem til at lande der. Det kan være et problem, da en erfaren svane gerne skal have 50-100 meter for at kunne lette, mens den uerfarne svane kan have brug for en endnu længere startbane, siger Peter Gravlund Nielsen.