Yderligere tre heste hentet i dyreværnssag

Yderligere tre heste hentet i dyreværnssag

Dyrenes Beskyttelse har overtaget yderligere tre heste i den store dyreværnssag, som nu er anbragt hos Hestens Håb

Skrevet af:
Yvonne Johansen
"Der er tale om groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling. Det er en voldsom sag."
- Yvonne Johansen, dyrlæge

Hestesagen fra april rystede mange danskere. 18 heste heriblandt mange, der kun var skind og ben, havde forvoksede hove og gik uden foder, vand og hø. De havde hårløse pletter, sår og bar tydeligt præg af lus og lopper. 

"Der er tale om groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling. Det er en voldsom sag." siger dyrlæge, Yvonne Johansen, dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse.

I første omgang fandt vores kredsformand samt en dyrlæge 16 vanrøgtede heste og senere to til. Politiet blev derfor kontaktet, og de rykkede ud med Fødevarestyrelsens dyrlæge på ejendommen kort efter anmeldelsen. Fire heste blev vurderet til at skulle aflives. Ejeren valgte i første omgang frivilligt at overdrage otte heste til Dyrenes Beskyttelse, men dette tal er sidenhen steget til 11.

I rigtig gode hænder

Alle 11 heste er nu hos hesteinternatet Hestens Håb på Falster, hvor de vil få kærlighed, pleje og omsorg, mens de gøres klar til nye ejere.

"Vi er sikre på, at hestene er i rigtig gode hænder hos 'Hestens Håb'. Lige nu har vi først og fremmest fokus på at få det sundhedsmæssige i stand, og derefter skal vi begynde på at få trænet det adfærdsmæssige med at blive vant til at omgås mennesker," siger Yvonne Johansen.

Ingen af hestene er umiddelbart blevet fysisk mishandlet, men de har været udsat for meget lidt menneskekontakt og pleje, og det har gjort mange af hestene utrygge ved at være i nærheden af mennesker. Dette er derfor en lang proces at træne hestene til at blive tillidsfulde.

"Heldigvis virker hestene ikke til at have dårlige erfaringer med mennesker, så de er ikke bange for os. Problemet er, at de heller aldrig er blevet trygge ved mennesker, for de ved ikke, hvad der skal ske, når vi kommer tæt på. På den måde har det været en udfordring at hjælpe dem, for de ved simpelthen ikke bedre," siger Yvonne Johansen.

Allerede fremskridt

Dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse, Yvonne Johansen, besøgte for nylig Hestens Håb, hvor hun så tydelige fremskridt allerede. Især de første otte ponyer, som har været på internatet længst, er der sket en forandring hos. 

"De første otte ponyer er allerede blevet gladere og tryggere ved mennesker. Da vi besøgte dem for nylig, oplevede vi at flere af hestene kom løbende mod os på folden, og vi fik også lov til at røre dem. Det var et meget livsbekræftende syn. Anja på Hestens Håb gør et kæmpe stykke arbejde med ponyerne," siger Yvonne Johansen, men anerkender samtidig, at det er et arbejde, der kommer til at tage lang tid endnu. Men de foreløbige fremskridt gør, at hun godt tør være fortrøstningsfuld. 

Formentlig flere drægtige i blandt

Blandt de 18 heste har både været hopper og hingste, og derfor forventer Yvonne Johansen, at der er flere af hopperne, der er drægtige. 

"Vi ved, at mindst én af hopperne er højdrægtig. Vi tror, at flere af de andre også er drægtige, men hopperne er for små til, at vi kan drægtighedsskanne dem. Vi må bare vente og se," siger hun.

På gården er der stadig tre hingste, som vi hos Dyrenes Beskyttelse desværre ikke kan tage os af, da voksne hingste kræver nogle meget krævende forhold, som vi desværre ikke kan tilbyde dem. 

"De tre hingste ser umiddelbart pænere end de resterende heste, og det er nu politiets ansvar at følge op på, at hingstene får ordentlige forhold eller bliver afhændet," siger Yvonne Johansen.