Hvad partierne vil – og hvad det betyder for grisene

Hvad betyder partiernes udspil for grisene i praksis?

I løbet af de seneste ugers valgkamp er en lang række partier kommet med udspil på griseområdet. Se udspillene her og bliv guidet til, hvad de forskellige tiltag konkret betyder for grisene, hvis de bliver gennemført.

Følgende partier har lanceret deres udspil til, hvordan fremtidens svineproduktion skal se ud.

Mere plads i staldene og adgang til rodematerialer

Det vil betyde mindre stress og færre konflikter. Grisene har derfor lavere risiko for halebid og hudlæsioner. Det betyder også mulighed for at udleve mere naturlig adfærd, hvor grisene kan rode, hvile og udforske. Det vil give bedre trivsel og lavere sygdomspres.

Stop for rutinemæssig halekupering og konsekvent efterlevelse af forbuddet

Grisene undgår akut smerte og sårinfektioner fra indgrebet. Håndhævelse af forbuddet forudsætter som udgangspunkt mere plads i staldene for at undgå halebid, hvorfor et reelt forbud kan betyde færre adfærdsproblemer på sigt.

Udfasning af fiksering og frie farestier

Udfasning/forbud mod fiksering af søer og overgang til frie farestier. Søer får bevægelsesfrihed, færre tryk- og skuldersår samt færre søer, der sidder fast i en gentagen handling uden mening fx tomgangstygning. I frie farestier kan soen bygge rede, hvilket sænker stress og kan forbedre pattegrises overlevelse, hvis stierne er korrekt indrettede. Bemærk her, at forbuddet skal gælde alle faser af soens liv for at give den ønskede effekt.

Stop for ekstrem avl - kuldstørrelse skal matche antallet af patter

Stop for ekstrem avl betyder færre meget små og svage pattegrise, lavere dødelighed og mindre brug for ammesøer. Søerne vil kunne passe sine egne grise, og dødeligheden blandt søerne vil falde.

Senere fravænning

Fravænning først efter 6–7 uger giver mere robuste grise, mindre diarré og dermed et mindre behov for antibiotika, som ellers gives rutinemæssigt i foderet til smågrise.

Kortere dyretransporter - typisk loft på otte timer og bedre håndhævelse

Et loft på otte timer for transport reducerer udmattelse, dehydrering, skader og dødelighed. Skærpet kontrol øger muligheden for håndhævelse og dokumentation, hvilket er svært i dag.

Stop for nye/udvidede konventionelle svineproduktioner

Det mindsker presset på at producere flere grise på mindre plads og kan på sigt give bedre dyrevelfærd.

Kort sagt

Udspillene peger samlet mod mere plads og bedre hverdagsliv for grisene – med størst effekt, når plads, miljø, avl og transport forbedres og håndhæves i sammenhæng.