Dyrenes Beskyttelse søger frivillige til at hjælpe nødstedte dyr i Århus
Har du nogle timer til overs i løbet af ugen, hvor du har lyst til at hjælpe dyr i nød, er du måske en af vores nye frivillige
Bliv frivillig i Dyrenes Beskyttelse
Vi mangler frivillige i områderne omkring Århus By, Skanderborg, Odder og Silkeborg. Vi har brug for dig uanset om du er efterlønner, pensionist, deltidsansat eller blot har nogle ledige aftener eller weekender, hvor du har lyst til at hjælpe dyr.
Dyrene, der har brug for hjælp, kan være meget forskellige, lige fra en moderløs kattekilling, en svane med brækket ben, en påkørt ræv til en mager hest eller en ko, som ikke har adgang til tørt leje. Der er både små og store opgaver, og opgaver, der tager ganske kort tid at løse og mere langvarige opgaver, som løses over en længere periode. – Uanset hvad har vi travlt og vi har brug for flere frivillige.
Vi har brug for frivillige til følgende opgaver
- Hjælp til nødstedte vilde dyr (dyreredning)
- Hjælp løsning af dyreværnssager
Frivillige til hjælp til vilde dyr
Mange vilde dyr kommer til skade og har brug for akut hjælp. Hjælpen kan være i form af transport til vildtplejestation, dyrlæge, hjælp på stedet eller måske en aflivning.
Dyrene har ofte brug for hurtig hjælp, så frivillige, der løser dyreredningsopgaver skal kunne rykke ud med forholdsvis kort frist.
Frivillige til løsning af dyreværnssager
Dyrenes Beskyttelse modtager mange henvendelser fra borgere, som bekymrer sig om velfærden for dyr, som mennesker har ansvaret for. Det kan både handle om familiedyr, heste og landbrugsdyr. Vi får især mange sager om katte, der har brug for hjælp. Dyreværnssager er som regel ikke så akutte, og de skal ofte løses i løbet af nogle dage efter den frivillige har fået sagen tilsendt.
Du kommer både på fysiske kurser, webinarer og E-læring, så du bliver klædt godt på til opgaverne ligesom du kommer til at indgå i et fagligt fællesskab med områdets øvrige frivillige. Du vil med tiden opnå en stor viden om dyr og om at kommunikere med mange forskellige mennesker. De frivillige i området har et godt fællesskab, hvor vi mødes flere gange årligt.
Hvis du kan nikke til nedenstående, er arbejdet måske lige noget for dig:
- Du har kørekort og adgang til en bil (der udbetales kørselsgodtgørelse)
- Du har respekt for alle dyr
- Du er fleksibel og har tiden til at lave frivilligt arbejde
- Du er engageret i sagen og villig til at lære
- Du er pligtopfyldende og stabil og løser de opgaver, som du får tildelt
- Du vil arbejde loyalt over for foreningen, foreningens værdier og arbejdsmetoder
- Du vægter faglighed højt
- Du trives med at håndtere opgaver i lidt pressede situationer
- Du kan tale, læse og skrive dansk
- Du har gode evner til at kommunikere med mange forskellige typer af mennesker – også mennesker i nød
- Du er vant til at arbejde med en computer til kommunikation, registrering, indhentning af oplysninger, mm.
Hvis du er interesseret i at vide noget mere om at være frivillig i Dyrenes Beskyttelse, kan du læse om det her eller du kan sende en kort ansøgning til områdeformand Susanne Kjeldal Jensen på mail til Susjen@dyrenesbekyttelse.dk