Hund snuser til græsplæne.
Omkring 5,3 millioner brugte nikotinposer ender hvert år i naturen og i det offentlige rum. De udgør en alvorlig risiko for hunde, der kan forveksle de små poser med noget spiseligt. Foto: Kim Johnsen/Dyrenes Beskyttelse

Pas på nikotinposer – de er farlige for din hund!

Selv små mængder nikotin kan være dødelige for din hund. Derfor er det vigtigt at kende symptomerne og handle hurtigt, hvis din hund kommer til at spise en nikotinpose.

Skrevet af:
Cecilie Sønderstrup

Det er efterhånden blevet et almindeligt syn at finde brugte nikotinposer og snusposer på gaden og i naturen. Men de små poser udgør en alvorlig risiko for hunde, der nemt kan forveksle dem med noget spiseligt. 

Nikotinposer er stærkt giftigt for hunde, og selv små mængder nikotin kan føre til alvorlig forgiftning. Symptomerne kan komme hurtigt og spænder fra opkast og rystelser til kramper og i værste fald dødsfald.

Dyrlæger advarer derfor hundeejere om at være ekstra opmærksomme under gåturen og reagere med det samme, hvis der er mistanke om, at hunden har indtaget nikotin.

Hvorfor er nikotinposer så farlige?

Nikotin er et stof, der påvirker hjernen og nervesystemet. Hunde og katte er meget mere følsomme overfor nikotin end mennesker, fordi deres kroppe er mindre. 

Når din hund sluger en nikotinpose, optages stoffet hurtigt i kroppen, og overstimulerer den del af nervesystemet, som styrer vejrtrækning, hjerteslag og fordøjelse. De første symptomer på forgiftning er kvalme, savlen, opkast og diarré. 

I forgiftningens anden og livstruende fase bliver nerverne udmattede, og kroppen begynder at lukke ned. Symptomerne er sløvhed, svaghed, kramper, vejrtrækningsbesvær - og i værste tilfælde åndedrætslammelse og hjertestop.

Tidlige tegn (Fase 1 - overstimulation)

  • Savlen og opkast
  • Diarré
  • Rastløshed eller forvirring 
  • Rystelser og muskelsitren
  • Hurtig puls
  • Hyperaktivitet 

Kritiske tegn (Fase 2 - nedlukning)

  • Sløvhed eller svaghed
  • Kramper
  • Besvær med at trække vejret
  • I alvorlige tilfælde: koma og hjertestop

Hvad gør jeg, hvis min hund har slugt en nikotinpose?

Det er vigtigt, at du kontakter dyrlægen med det samme, hvis du har mistanke om, at din hund har slugt en nikotinpose. Der findes ingen modgift mod nikotin - derfor handler det om at fjerne giftstoffet så hurtigt som muligt. Jo før dyret får behandling, desto bedre er chancerne for, at det kommer sig.

Dyrlægen vil vurdere situationen ud fra, hvor lang tid der er gået siden indtagelsen og, hvilke symptomer dyret viser. Dyrlægen vil forsøge at få dyret til at kaste nikotinposen op eller foretage en maveskylning af dyret.

Er der gået mere end tre timer siden indtagelsen, vil dyrlægen give aktivt kul for at binde nikotinen i tarmen. Det kan også være nødvendigt med væskebehandling og ilttilførsel for at støtte kroppen under forgiftningen.

Læs også: Almindelige fødevarer, som er giftige for din hund

Nikotinpose i naturen
Uskyldige ser de ud de små hvide poser, men en enkelt af disse i maven på en nysgerrig hund kan ende fatalt. Foto: Dyrenes Beskyttelse

5,3 millioner nikotinposer havner hvert år i naturen og i det offentlige rum. Indtil det tal ændrer sig, er der nogle forholdsregler, du kan anvende som dyreejer.

  1. Vær ekstra opmærksom på, hvad din hund snuser til på jorden.
  2. Træn din hund i kommandoer som "nej" og "slip", så du hurtigt kan stoppe den.
  3. Hav eventuelt din hund i kort snor i byområder med affald på jorden.

Hvis du selv bruger nikotinprodukter:

Opbevar produktet i sikker afstand fra dit kæledyr, og smid aldrig nikotinposer i naturen.

Er du ikke i nærheden af en skraldespand, så benyt dig af det lille låg i toppen af snusdåsen - det er beregnet til brugte poser.

Herunder fortæller Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse, om symptomerne ved nikotinforgiftning hos hunde og andre dyr.