Grise er særligt varmefølsomme dyr. Det rimer ikke særligt godt på lange, opslidende dyretransporter ned gennem Europa i bagende varme. Bliv klogere på grisens unikke biologi.
Hvert år sendes millioner af dyr over den danske grænse over lange afstande i Europa og resten af verden. Grise på disse transporter oplever stress, åndenød, dehydrering, og i værste fald døden. Varmen er særligt hård ved grise, da de ikke kan svede for at køle sig ned.
Grise har ikke svedkirtler
Måske har du set en gris rulle sig i mudder og tænkt, at den er et beskidt dyr? Faktisk er grisen et meget renligt dyr, som i naturen og på friland indretter et særskilt toilet, og aldrig kunne finde på at rulle sig i sin egen afføring.
Når den ruller sig i mudder, kaldes det at søle sig, og det er helt normal adfærd for grise. Det hjælper dem nemlig med at køle sig. Mudderet danner et lag, som både er med til at beskytte mod solens varme, men også fjerner varme fra kroppen, når vandet i mudderet fordamper. Lidt ligesom når vi mennesker sveder.
Grise er særligt udsatte i varme omgivelser, fordi de i modsætning til os mennesker næsten ikke har nogen svedkirtler, som kan hjælpe dem med at regulere deres kropstemperatur.
De er derfor afhængige af at kunne søge skygge, lægge sig på kølige overflader, søle sig i mudder eller have adgang til vand for at køle sig ned.
I staldene er der krav om overbrusningsanlæg, der kan køle grisene ned, hvis det bliver for varmt, til trods for at temperaturen her næppe kommer i nærheden af den temperatur, som dyrene udsættes for på en lastbil på vej til Sydeuropa om sommeren.
Selv for grise på friland er der krav om sølehul, altså et mudderbad, hvis temperaturen er over 16 grader.
