Peter Ejnar Andersen har viet sit otium til at hjælpe dyr i nød – og hans engagement stopper ikke, når hans liv gør. Han har nemlig valgt at testamentere sin arv til Dyrenes Beskyttelse.
Peter bor i Them ved Silkeborg sammen med sin trofaste følgesvend, labradoren Gandhi. Sammen er de en del af Dyrenes Beskyttelses beredskab. Når telefonen ringer, triller de af sted i en varevogn, som Peter har indrettet med bure, tæpper og varmepuder. Herfra redder han alt fra kattekillinger til rådyr og spidsmus – alle de dyr, der har brug for en hjælpende hånd. – Som jeg ser det, er Dyrenes Beskyttelse den eneste dyrevelfærdsorganisation, der tager sig af alle dyr. Og det gælder virkelig alle dyr. Fra den lille mus til kronhjorten, alle dyr får den samme behandling. Hvis vagtcentralen ringer midt om natten, så er jeg der inden for en halv time, uanset om det er drejer sig om dyr i familien eller naturen. Det tror jeg ikke, at der er andre organisationer, der kan bryste sig af. Det har virkelig betydet noget for min beslutning om, hvad mine penge skal gå til, fortæller Peter.
Det er sådan, vi skal være
Peter var egentlig startet som frivillig i Dyrenes Beskyttelses skyttekorps, men begyndte med tiden at tage sig af andre sager, og nu dækker han ”hele pladen”, som han selv formulerer det. Dyrene fylder hele hans liv.
– Når jeg står med et skadet dyr, får det den samme kærlighed af mig, som var det mit eget dyr. Også selv om det kan være ret barskt. Hvis jeg for eksempel står ved dyrlægen med en påkørt kat, der ikke er til at redde. Selv om dyrlægen siger, at jeg godt kan køre, bliver jeg hos den og taler med den, indtil den er væk. Ingen fortjener at dø på et bord alene. Det er sådan, vi skal være, siger han.
Hjælp til dyr og mennesker
Peter har været frivillig i Dyrenes Beskyttelse i flere år. Han elsker alt, hvad der har med naturens vilde dyr at gøre, men hans hjerte banker også for de sager, hvor han kan gøre en forskel for menneskene. For han har endnu aldrig mødt en person, der behandler dyr dårligt af ondskab.
– Der ligger som regel altid en forklaring bag, at tingene er endt, som de er. Derfor møder jeg også hellere disse mennesker med en håndsrækning end en løftet pegefinger. Der er dyreskæbner, og så er der menneskeskæbner, og de har ofte også brug for hjælp, siger han.
Et kram gjorde udslaget
Beslutningen om at testamentere sin arv til dyrene kom efter et særligt møde. En kvinde var startet med et par ikke-neutraliserede hunkatte, der fik killinger, men nu stod hun med katte i hobetal og havde brug for hjælp.
Peter hjalp hende med at få kattene på internat og videre ud i nye hjem og lod hende beholde én, som han fik neutraliseret.
– Da vi hentede kattene, sagde hun tak, brød grædende sammen og krammede mig. Det gik lige i hjertet. Jeg havde på det tidspunkt allerede overvejet at testamentere min arv til Dyrenes Beskyttelse, men da hun gjorde det, der forsvandt den sidste tvivl. Først og fremmest hjælper vi dyrene, men mange gange hjælper vi også menneskene bagved, forklarer han.
Giver mening helt ind i hjertet
Peters testamente er et udtryk for ønsket om at gøre en varig forskel for dyrene.
– Jeg har ikke nogen, der skal arve mig, så for mig giver det mening at lade arven gå til et formål, jeg virkelig tror på, siger Peter, som understreger, at han stoler på, at arven bliver brugt rigtigt.
– Jeg ved, hvor pengene går hen. De går til foder, medicin, varme hænder og en ny chance for dyr i nød. Og det føles helt rigtigt.
Han håber, at andre får lyst til at gøre det samme – at give en gave til dyrene i deres testamente – hvis det føles rigtigt for dem.
– Det er ikke for alle. Men for mig giver det mening helt ind i hjertet.
