Tre katte i stol
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Danmarks katte hedder Mille, Simba og Felix

Flest katte i Danmark hedder Mille, tæt fulgt af Simba og Felix. Det viser en ny analyse fra Dyrenes Beskyttelse af registrerede kattenavne. Organisationen lancerer en onlineberegner af, hvor sjældne kattenavne er for at gøre opmærksom på behovet for obligatorisk mærkning og registrering.

Skrevet af:
Søren Krogsgaard

Her er listen over de mest populære kattenavne på baggrund af en enorm stikprøve på cirka 320.000 kattes navne fra Dansk Katteregister.

  1. Mille
  2. Simba
  3. Felix
  4. Molly
  5. Luna
  6. Findus
  7. Bella
  8. Mis
  9. Tiger
  10. Pjuske

Blandt navnene er der enkelte, som er deciderede landeplager. 

”Mille, Simba og Felix er på top ti-listen i syv ud af ti kommuner herhjemme. De navne kan vel kaldes landeplager – i hvert fald blandt de registrerede katte,” siger Karina Fisker, internatchef hos Dyrenes Beskyttelse.

Men variationen blandt kattenavne er stadig enorm. De ti mest udbredte navne dækker kun omkring ni procent af alle registrerede katte. Det betyder, at over ni ud af ti katte i Danmark har et navn, der ikke er på den nationale top-ti.

”Vi finder tusindvis af unikke og sjældne navne, som viser danskernes kreativitet. Vi har for eksempel katte i registret, der hedder Baby Yoda, Gorm den Gamle, Miss Elvis eller endda Osama bin Laden.”

Medarbejderne hos Dyrenes Beskyttelses otte internater navngiver selv flere tusinde efterladte katte hvert år. Og opgørelsen af kattenavnene skal da også gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er, at katte ikke kun får et navn, men også bliver mærket og registreret. 

Udfordringen: Katte uden registrering

Selvom de fleste katte får navne, anslås det, at hver fjerde kat ikke mærkes og registreres. Det skaber store udfordringer for både dyrene, deres ejere og dyreinternaterne.

Når en kat ikke kan spores tilbage til dens ejer, er den meget udsat. Hvis den for eksempel bliver påkørt i trafikken, bliver syg eller ikke selv kan finde hjem, er det vigtigt at kunne kontakte ejeren, så man kan sikre hurtig hjælp til katten.

”Derfor opfordrer vi politikerne til at indføre obligatorisk mærkning og registrering af katte. Det er den eneste sikre måde at stoppe kattekaosset og sikre, at flere katte kan komme trygt hjem igen,” understreger Karina Fisker.

Se, hvor sjældent din kats navn er

De nye lister over populære kattenavne offentliggøres i forbindelse med Kattens Uge i uge 39, som Dyrenes Beskyttelse gennemfører sammen med flere andre dyrevelfærdsaktører. Samtidig lanceres en online beregner, hvor man kan slå sin kats navn op og se, hvor almindeligt eller sjældent det er i Danmark.

  • Baby Yoda
  • Canas Jackson
  • Cavalleria Rusticana
  • Fie Mis
  • Gorm den Gamle
  • Gracias Laura
  • H Erman
  • Helge Hunkat
  • Lille Hoved
  • Mathildedreng
  • Miss Elvis
  • Miss Leif
  • Miss Mio
  • Nielson Mandela
  • Osama bin Laden
  • Palle Pels
  • Perle Prik Plet
  • Smukke Lulu
  • Temple Bar Beautiful Banshee
  • Victor Vræl
  • Kattens Uge finder sted hvert år i uge 39.
  • Formålet er at sætte fokus på kattenes velfærd og behovet for ansvarligt ejerskab.
  • Bag kampagnen står: Dyrenes Beskyttelse, Den Danske Dyrlægeforening, Kattens Værn, Inges Kattehjem og Felis Danica.