En stor sort hund sidder i sneen
Det er en misforståelse, hvis man tror, at hunde kan modstå kulde og frost på grund af deres pels og slægtsskab med ulven. Faktisk påvirkes hunde på samme måde som mennesker af kulde, der kan udsætte dem for infektioner, frostskader og dårligdom. Foto: Cathrine Cocks

En hundekold gåtur

For hunde er der en sammenhæng mellem temperaturen udenfor og hundens størrelse, som indikerer, hvor farligt det kan være at bevæge sig ud. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på dette, når temperaturen når kuldegrader.

Skrevet af:
Benedicte Lorenzen

Der kan vente en vintersmuk oplevelse, når man bevæger sig udenfor på den daglige luftetur med hunden i disse dage, men vintervejret er ikke uden risiko. Det er en misforståelse, at hunde kan tåle al slags kulde og frost, fordi de har pels og er i familie med ulven. 

Kulde påvirker hunde på samme måde som mennesker, og det kan derfor udsætte dem for infektioner, frostskader og dårligdom. 

Heldigvis er det ret simpelt at tjekke, om ens hund kan tåle at komme udenfor, eller om det er tid til at finde frakken og skoene frem. Familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse, Jens Jokumsen, giver her et råd, man kan følge, når det gælder kulde og hunde:

- Hunde findes i alle størrelser og med varierende pelsfylde. Derfor er det vigtigt at kigge på racen af din hund, men også hvordan den enkelte hund håndterer kulden. Nogle racer har ikke så meget pels, og andre har meget, men inden for samme race kan der være stor forskel på, hvordan hunde håndterer kulden. Hvis det for eksempel er en polarhunderace, så nyder de faktisk kulden, mens andre fryser efter kort tid ude i det kolde vejr, siger Jens Jokumsen.

Uanset størrelse, race og pelstype er det vigtigste at holde øje med din hund. Hvis den fryser, så anskaf et hundedækken eller anden beklædning, der kan holde hunden varm.

Hvornår er det for koldt for din hund? 

Som et lille fingerpeg kan man bruge nedenstående tabel til at vurdere, hvor lang dagens gåtur skal være, men kig altid på din hund for de reagerer individuelt på kulden.

Grafik, der viser hvor mange kuldegrader hunde i forskellige størrelser kan tåle.

Rysten eller dirren: Hunden kan begynde at ryste eller dirre for at forsøge at holde kropstemperaturen oppe. 

Trækker sig sammen: Hvis hunden krummer sig sammen, kan det være et tegn på, at den forsøger at beskytte sig selv mod kulden.

Nægter at gå: Hvis hunden bliver for kold, kan den også nægte at gå eller trække sig tilbage.

Kolde ører: Hundens ører er noget af det første, der bliver koldt på en hund, så de kan derfor være en god indikation på, om hunden fryser.

Hunde kan udvise meget forskellig adfærd i forhold til kulde, så hold godt øje med den, når temperaturerne falder udenfor.