En varevogn er blevet ramt af en russisk drone i Ukraine, den holder på våd vej i gråt vejr. Luften er fuld af røg, og der er stadig flammer i bilens forrude.
Den ukrainske dyrevelfærdsorganisation UAnimals’ dyreambulance stod 12. december i flammer efter et målrettet russisk droneangreb nær frontlinjen i Donetsk-regionen. Få sekunder før nedslaget nåede redderne at kaste sig ud af bilen, hvorefter de fik reddet de to hunde Teddy og Sky ud. Foto: UAnimals

Teddy og Sky var på vej i sikkerhed – så ramte dronen

Under evakueringen af hundene Teddy og Sky blev den ukrainske dyreværnsorganisation UAnimals’ dyreambulance ødelagt i et russisk droneangreb. Organisationen har reddet tusindvis af dyr siden invasionen, men tabet af endnu en bil kan få alvorlige konsekvenser. (Voldsomme billeder)

Skrevet af:
Benedicte Lorenzen

Stemningen er trykket, da de ukrainske dyrereddere Hennadii Nuzhnyi og Vlad Miachev kører gennem den øde gade. Som triste rekvisitter hænger vinterskyerne over dem og sætter en dyster scene til konsekvenserne af invasionen, der raser på fjerde år.

Sammen med en række andre modige mennesker er de to mænd en del af dyreværnsorganisationen UAnimals, der uge efter uge kører ind bag frontlinjerne for at redde dyr i nød. Noget de har gjort, siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

Angrebet af russisk drone

Denne fredag har Hennadii Nuzhnyi og Vlad Miachev hentet de to hvide schæferhunde Teddy og Sky nær byen Druzhkivka i Donetsk-regionen. De sidder nu bag i UAnimals dyreambulance, der bliver brugt til at bringe dyr i sikkerhed fra krigens rædsler. 

En sikkerhed, der i næste nu går op i røg. En russisk drone er på kollisionskurs mod dem, og først i sidste øjeblik opdager Hennadii Nuzhnyi og Vlad Miachev livsfaren, de befinder i. De kaster sig ud, få sekunder før dronen slår ned og forvandler varevognen til et flammehav.

De to dyrereddere slipper ud med livet i behold, men bagi bilen sidder de to hunde stadig fanget. Uden at tøve skynder mændene sig tilbage mod det brændende køretøj og flår skydedøren op. To par skræmte hundeøjne stirrer ud på dem. Begge hunde er i live.

En hvid hund ligger på jorden, hvor den tydeligt såret. Den har et stort står på bagparten, som er blevet behandlet med noget desinficerende.
Den hvide schæferhund Teddy blev alvorligt såret, da UAnimals’ dyreambulance blev ramt af en drone. Dyreredderne ydede førstehjælp, mens de ventede på transport til dyreklinikken. Foto: UAnimals

Hårdt såret

Det står dog snart klart, at Teddy er alvorligt såret, mens Sky mirakuløst er sluppet uden skrammer. Mændene bringer begge hunde i sikkerhed, hvorefter de afventer, at en anden redningsorganisation kan komme frem og få dem væk fra området. 

Ventetiden bruger Hennadii Nuzhnyi og Vlad Miachev på at tilse Teddys skader. Det ser ikke godt ud. På en stor del af hundens bagpart er pelsen svedet bort og har efterladt en stor og smertefuld hudafskrabning, ligesom flere andre skader piner den stakkels hund. 

Dyreredderne forbinder sårene efter bedste evne, så de ikke forværres i ventetiden, og sådan går minutterne et efter et. Endelig sænker roen sig over området, og snart dukker redningsmændene op, så hundene kan blive kørt til den nærmeste dyreklinik.

Katastrofale tab

Det er anden gang, at UAnimals’ dyreambulancer bliver ramt af et målrettet droneangreb på under et år, og konsekvenserne er alvorlige. Hver eneste tur med varevognen bag frontlinjen kan nemlig betyde redningen af op mod 60 mindre dyr – samtidig med at der bringes livsvigtigt foder ud til endnu flere. 

Et arbejde, der er blevet sværere at gennemføre, efter endnu en bil er sat ud af spil, forklarer Inna Stroikova, ansvarlig for virksomhedssamarbejde hos UAnimals.

– Hver bil er afgørende for, at vi hurtigt og sikkert kan nå frem til dyr i fare. Når vi mister et køretøj, begrænser det vores mulighed for at redde liv. Vi har ganske enkelt akut brug for at erstatte den, for mange dyr venter stadig på vores hjælp, siger hun.

En hvid schæferhund ligger på en seng og kigger ud af et vindue.
Sky overlevede droneangrebet uden skader. Hun er nu blevet adopteret af en familie i Finland. Foto: UAnimals

Nye familier i Finland

For de to schæferhunde kunne livet være ebbet ud i den brændende bil, hvis ikke dyreredderne havde handlet så hurtigt. 

Siden redningsaktionen har den sårede Teddy været i behandling på dyreklinikken Komanda i Dnipro, og snart er han klar til at flytte til internatet ”Domivka of Rescued Animals”. Opholdet bliver dog kort, for en finsk familie har sagt ja til at adoptere ham.

En lykkelig skæbne, som hans søster Sky allerede har taget hul på. Hun blev overført til internatet umiddelbart efter evakueringsmissionen, hvor hun efter blot en måneds tid blev adopteret af en finsk familie, som hentede hende hjem i slutningen af januar.