Gråhvid killing stirrer ind i kameraet, mens den bliver behandlet
Ifølge Agria Dyreforsikring er udgifterne til dyrlægebehandlinger i Danmark steget med 47 procent fra 2015 til 2025. Det lægger pres på mange familier med dyr. Foto: Cathrine Cocks/Dyrenes Beskyttelse

Dyrene betaler, når behandlingspriserne vokser

Skrevet af:
Sofie Elena Andersen

Prisen på at få sit dyr behandlet hos dyrlægen er steget markant de seneste år, og ifølge Agria Dyreforsikring er udgifterne til dyrlægebehandlinger i Danmark steget med 47 procent fra 2015 til 2025.

Prisstigningen lægger et stort pres på mange familier og kan få alvorlige følger for dyr, der har brug for hjælp. Når dyrlægeregningen bliver for høj, kan det i værste fald presse nogle til at træffe valg, som ingen dyreejer ønsker at stå over for.

Det er et pres, som vækker bekymring hos Jens Jokumsen, der er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

– Vi er bekymrede for, at flere ejere nu prioriterer akutte behandlinger frem for forebyggelse. Det kan helt konkret betyde færre sundhedstjek, færre vaccinationer og mindre fokus på tandpleje og vægtkontrol, forklarer han.

En hund får undersøgt sit øje
Også uden for Danmark vækker de stigende priser bekymring. Myndigheder i både Sverige og Storbritannien undersøger nu prisgennemsigtigheden i veterinærsektoren. Foto: Cathrine Cocks/Dyrenes Beskyttelse

Priserne kræver gennemsigtighed

Prisudviklingen sker samtidig med, at kapitalfonde og store koncerner har opkøbt en stadig større del af de danske dyreklinikker. Ifølge både Agria og Tryg har det bidraget til et ændret økonomisk fokus i branchen. Noget, der har betydet, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nu følger området.

– Det er meget positivt, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nu griber ind. Der er helt klart brug for mere åbenhed om priserne i veterinærsektoren. Derfor er der behov for en uafhængig analyse af prisdannelse, konkurrence og ejerforhold i den danske dyrlægesektor, forklarer Jens Jokumsen.

Samtidig peger han på, at branchen bør tage et større socialt ansvar. Adgang til nødvendig dyrlægehjælp er en vigtig forudsætning for et godt dyreliv, og i et samfund som vores bør det ikke være pengepungen alene, der afgør, om et dyr får livsvigtig behandling.

Men ifølge familiedyrschefen er det ikke kun branchen, der har et ansvar. Der bør også være politisk opmærksomhed på området, når markedskræfterne får så direkte betydning for dyrenes levevilkår.

– Vi vil gerne indgå i dialog med både myndigheder og branchen om at finde løsninger, der kan hjælpe økonomisk pressede dyreejere. Det er helt afgørende, at vi sammen sikrer bedre adgang til dyrlægehjælp, så ingen dyr kommer i klemme

Undersøg prisniveauet hos lokale dyrlæger, før behovet opstår.

Jens Jokumsen, chef for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse

Undersøg priserne i tide

Selvom problemet ikke kun er et privat anliggende, har Jens Jokumsen et råd til de mange danskere, der har dyr i hjemmet.

– Undersøg prisniveauet hos lokale dyrlæger, før behovet opstår. Det gælder både almindelige konsultationer og akut hjælp om aftenen, natten og i weekender. Når uheldet sker, er det svært at sammenligne priser, og derfor er det en god idé at kende mulighederne på forhånd.

Hund ligger i en døråbning i ser trist ud.
Når økonomien strammer, er der risiko for, at nogle fravælger den forebyggende behandling hos dyrlægen. Færre sundhedstjek, vaccinationer og tandeftersyn kan på sigt give dårligere sundhed hos. Foto: Cathrine Cocks/Dyrenes Beskyttelse