Fra galdefarm til grønt græs
Sammen med Knuthenborg Safaripark, hollandske Bears in Mind og koreanske Korean Animal Welfare Association er Dyrenes Beskyttelse med til både at redde individer og skubbe til en historisk forandring for dyrevelfærd i Sydkorea.
Hvad er galdebjørne – og hvorfor har de brug for hjælp?
Galdebjørne er ofte asiatiske sortbjørne, der gennem årtier er blevet holdt i små bure for at udvinde galde, enten mens de lever eller ved slagtning. Mange af bjørnene har levet i årevis uden mulighed for at bevæge sig frit, klatre eller udøve deres naturlige adfærd.
I Sydkorea er galdefarme på vej mod udfasning efter et nyt forbud mod galdefarme er blevet indført 1. januar 2026. Med den her redning sikrer Dyrenes Beskyttelse og vores samarbejdspartnere, at seks bjørne ikke ender deres liv bag tremmer, men får en ny start i Knuthenborg.
Projektet forbedrer ikke kun velfærden for de seks bjørne, men bidrager også til den strukturelle forandring, som lovændringen i Sydkorea kræver. Uden muligheden for at overføre bjørnene til Danmark eller andre steder ville det være vanskeligt for de koreanske myndigheder at gennemføre loven i praksis.


Et nyt liv i Knuthenborg Safaripark
Knuthenborg Safaripark har de seneste år udviklet sig til et af Europas vigtigste steder for reddede vilde dyr. Her er der plads, ro og faglighed til at give traumatiserede dyr et værdigt liv.
Bjørnene fra Sydkorea får et stort, naturligt anlæg med skov, vand og mulighed for at søge føde og få ro til at hele - både fysisk og mentalt. Erfarne dyrepassere står klar med specialiseret omsorg døgnet rundt.
Ved at bringe bjørnene til Knuthenborg viser vi i praksis, hvordan en fremtid uden galdefarme kan se ud.
Et af de stærkeste øjeblikke er, når en bjørn for første gang går udenfor og mærker græsset under poterne i stedet for de metaltremmer, den har levet på det meste af sit liv. Det er der, arbejdet for dyrene virkelig giver mening.
Anne Sofie Meilvang, Dyrenes Beskyttelse
Mød Anne Sofie og Jane
Bag redningen står mennesker, der hver dag rækker lidt længere ud for dyrene. Fra Dyrenes Beskyttelse er det Anne Sofie Meilvang, og i Knuthenborg er det blandt andre Jane Trolle, som kommer til at følge de seks bjørne helt tæt – fra de første forsigtige skridt ud i anlægget til de første nysgerrige undersøgelser, mudderbade og lure i solen.
De ved, hvad det kræver at arbejde med dyr, der har oplevet svigt. Med tålmodighed, faglighed og respekt hjælper de bjørnene med langsomt at finde tillid, ro og nysgerrighed frem igen.

Anne Sofie Meilvang Dyrenes Beskyttelse
Som biolog og konsulent for internationalt arbejde og dyrevelfærd har Anne Sofie ad flere omgange været i Sydkorea for at mødes med de koreanske samarbejdspartnere og udvælge de bjørne, der skal til Knuthenborg Safaripark. Anne Sofie har mange års erfaring med rehabilitering af reddede vilde dyr, og hun har blandt andet arbejdet tre år i Asien med at hjælpe tidligere galdebjørne.

Jane Trolle Knuthenborg Safaripark
Chef for dyreafdelingen i Knuthenborg Safaripark, Jane, er uddannet dyrepasser og har været en del af safariparken siden 2005. Hun har arbejdet med alle parkens dyr, men har særlig ekspertise inden for rovdyr og primater. Siden 2025 har Jane haft det overordnede ansvar for hele dyreafdelingen, som er kendt for sin store erfaring med at give dyr et bedre liv. Efter flere rejser til Korea er teamet nu klar til at give bjørnene i parken det liv, de fortjener.
Ingen redning uden samarbejde
Redningen af de seks sydkoreanske galdebjørne er kun mulig, fordi flere aktører har valgt at tage ansvar.
Sammen med den koreanske dyrevelfærdsorganisation Korean Animal Welfare Association (KAWA) og den internationale bjørneorganisation Bears in Mind skaber vi en livline ud af galdefarmene.
Når vi står sammen, kan vi ændre både enkelte dyrs liv og systemer.

KAWA
KAWA arbejder lokalt i Sydkorea for bedre dyrevelfærd og politisk forandring.

Bears in Mind
Bears in Mind bidrager med international ekspertise i bjørneredninger.
Fra galdefarme til et nyt liv i Knuthenborg
Galdebjørne-industrien opstår i Sydkorea
Bjørnegalde-industrien startes op i Sydkorea for at øge småbønders indkomst. Bjørne importeres og opdrættes i fangenskab med henblik på galdeudvinding til traditionel medicin.
Slagtning af bjørne legaliseres
En ny lov tillader slagtning af bjørne over 24 år for udvinding af galde. Det formaliserer industrien og fastsætter en minimumsalder for slagtning*.
Slagtealderen sænkes
Slagtealderen sænkes til 10 år, hvilket accelererer produktionen og øger antallet af bjørne, der udnyttes til galde*.
Steriliseringsprogram markerer vendepunkt
Miljøministeriet indfører et frivilligt steriliseringsprogram. Næsten 1.000 bjørne steriliseres for at forhindre nye fødsler til industrien, og der oprettes en DNA-database for at overvåge bestanden. Programmet markerer et vendepunkt mod udfasning af galdefarmene*.
Aftale om stop for opdræt og galdeudvinding
Miljøministeriet, Bear Farmers Association og dyreværnsorganisationer indgår en aftale om at stoppe al opdræt og galdeudvinding fra 1. januar 2026. Regeringen forpligter sig til at etablere redningscentre til de resterende bjørne. På det tidspunkt er der 322 bjørne på farme i Korea*.
Dyrenes Beskyttelse får nøglen til koreansk samarbejde
Dyrenes Beskyttelse får gennem sit netværk kontakt med Bears in Mind, der har kendskab til, at Sydkorea har brug for hjælp til at genhuse tidligere galdebjørne, når forbuddet mod galdefarme træder i kraft.
KAWA besøger Knuthenborg Safaripark
En delegation fra Korean Animal Welfare Association (KAWA) besøger Knuthenborg Safaripark for at inspicere faciliteter og drøfte muligheder for at overføre bjørne til Danmark.
Første forhandlinger i Sydkorea
Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg Safaripark rejser til Sydkorea for at forhandle om overførsel af bjørne, besøge en bjørnefarm og et redningscenter for tidligere galdebjørne.
Seks bjørne udvælges til Knuthenborg
Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg Safaripark er endnu en gang i Sydkorea. Denne gang for at besigtige seks bjørne, der er blevet udvalgt til at komme til Knuthenborg. To af dem er stadig på en farm, mens fire allerede er flyttet til et redningscenter.
Hele gruppen samles i redningscenter
De sidste to bjørne flyttes fra farm til et redningscenter. Hele gruppen på seks bjørne indleder en karantæneperiode, mens der søges om eksport- og importtilladelser.
Seks galdebjørne begynder et nyt liv i Knuthenborg
De seks bjørne transporteres fra Sydkorea til Knuthenborg Safaripark, hvor de påbegynder deres nye liv i naturlige omgivelser – og bliver symboler på den strukturelle forandring væk fra galdefarme i Sydkorea.
*Kilde: World Animal Protection – white paper om udfasning af galdebjørneindustrien i Sydkorea
Spørgsmål og svar om bjørnene og redningen
Bjørnene kommer fra forhold, hvor der ikke er realistiske muligheder for at give dem et livslangt, velfungerende fristed lokalt. Ved at tage dem til Knuthenborg sikrer vi deres fremtid, samtidig med at vi støtter de organisationer, der arbejder for varige løsninger i Sydkorea.
Nej. Bjørne fra galdefarme har ofte så omfattende fysiske og mentale skader, at de ikke kan klare sig alene i naturen. Derfor får de et beskyttet fristed, hvor deres behov kan blive dækket resten af livet.
Transporten planlægges nøje af dyrlæger og eksperter, der har stor erfaring med netop den type redninger. Det er en udfordring, men den er kortvarig, og gevinsten er et helt liv i langt bedre forhold.