En hund er i gang med at blive reddet af 1812
Frivillige dyrereddere forsøger at få en såret hund ind i ambulancen. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral fylder 15 år midt i rekordtravl sommer

Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812 fylder 15 år i dag. Det fejres ovenpå en rekordtravl sommer, hvor beredskabet er rykket ud 9.444 gange for at redde dyr i nød.

Skrevet af:
Sofia Laura Pilehave Lundgren

Sommeren er for de fleste mennesker forbundet med total afslapning. Men mens mange af os har ligget på stranden, har frivillige ildsjæle i Dyrenes Beskyttelses beredskab løbet stærkere end nogensinde.

I løbet af juni og juli rykkede beredskabet ud i det danske sommerland 9.444 gange. De mange dyreredninger har indebåret alt fra papkasser med moderløse kattekillinger til påkørsler af hjorte.

Antallet af udrykninger er steget med 622 siden sidste år, der indtil nu har haft rekorden på 8.822 udrykninger i samme periode.

- Sommeren er en af årets travleste perioder, fordi der er mange dyreunger – især kattekillinger, pindsvin og fugle, som har brug for vores hjælp. Derfor er vi helt afhængige af vores frivillige, som bruger en stor del af deres egen ferie og fritid for at rykke ud for at hjælpe dyr i nød. Den indsats gør en helt konkret forskel for rigtig mange dyr, og det er vi dybt taknemmelige for, siger Yvonne Johansen, som er dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse. 

 

 

Det høje antal udrykninger opstår dog ikke kun i sommermånederne.

Ser man på det første halve år af 2026, har Dyrenes Beskyttelses beredskab allerede været ude for at redde dyr 24.966 gange. Til sammenligning lå antallet på 22.059 udrykninger i samme periode sidste år, som ellers også var en rekord. Noget tyder altså på, at 2026 kan blive endnu et nyt rekordår for Dyrenes Beskyttelses beredskab.

 

Stor ørn bliver reddet.
På billedet ses Michelle Garbanza, som er en af Dyrenes Beskyttelses frivillige dyrereddere, der ofte er med til at redde fugle, der er kommet til skade i naturen. Foto: Dyrenes Beskyttelse

 

Vagtcentral fylder 15 år

Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812 blev oprettet 17. august 2011. Siden da har den fungeret som danskernes linje til hjælp, når de er stødt på dyr, der er kommet til skade eller som på anden måde har været i nød.

Telefonlinjen tager imod 5-700 opkald om dagen. Oftest drejer henvendelserne sig om vilde dyr, der er kommet på afveje i naturen og har brug for hjælp. På vagtcentralens telefonlinje vurderer de ansatte henvendelserne, og når der er behov for det, bliver Dyrenes Beskyttelses beredskab sendt ud.

 

Ambulancen indvies af Britta Riis i august 2011
Direktør Britta Riis klippede det røde bånd for at markere åbningen af vagtcentralen 1812 d. 17. august 2011. De seneste år er antallet af opkald til alarmcentralen steget markant. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Det er ikke umiddelbart til at sige, hvorfor antallet af udrykninger i Dyrenes Beskyttelses beredskab slår rekord år efter år. Men et stille og håbefuldt bud kunne være, at der efterhånden er flere og flere danskere, som kender til nummeret 1812 og som dermed ved, hvor de skal henvende sig, når de støder på et dyr i knibe. 

  1. Katte (2.143)
  2. Hjorte (1.523)
  3. Duer, skader og kragefugle (1.349)
  4. Småfugle (881)
  5. Måger, vadefugle, hønsefugle og vandhøns (800)
  6. Hunde (468)
  7. Pindsvin (455)
  8. Ænder og gæs (390)
  9. Andre eksotiske dyr (186)
  10. Mursejlere (182)