Vinterkulden giver Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 travlt med opkald om svaner. Mange frygter, at fuglene er frosset fast i isen – men det er de sjældent.
Når temperaturen falder, og isen lægger sig over søer og moser, stiger antallet af bekymrede opkald til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Allerede i årets første uge har vagtcentralen modtaget 20 henvendelser fra borgere, som frygtede, at en svane var frosset fast i isen.
Men raske svaner fryser ikke fast. Tværtimod er det helt naturligt at se en svane sidde stille på isen i timevis.
– Hvis man ser en enlig svane sidde helt stille på isen en vinterdag, så er det meget vigtigt ikke at forstyrre den. Fuglen er højst sandsynligt i gang med at spare på energien, indtil vejret bliver mildere, og der er bedre adgang til maden. Svanerne har brug for ro for at komme igennem de kolde vintre, siger Peter Gravlund, projektleder for fauna hos Dyrenes Beskyttelse.
Hvornår skal man reagere?
Adfærden er altså ikke udtryk for nød – men for tilpasning. Den hvide fugl sidder i ro for ikke at bruge unødvendig energi. Og så længe den ikke viser tegn på skader eller tydelig afmagring, er der ingen grund til at gribe ind.
– Det er dejligt, at så mange bekymrer sig om dyrene i naturen. Men en svane fryser kun fast, hvis den i forvejen er meget svækket – for eksempel på grund af sygdom eller skader. Er man alligvel bekymret for, om en svane er i nød, så bør man ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, der vil hjælpe med at tage videre stilling, siger Peter Gravlund.
Knopsvanen klarer vinteren i Danmark
Knopsvanen, som er Danmarks mest almindelige svaneart, flyver ikke nødvendigvis sydpå, når efteråret og vinteren sætter ind. Mange bliver i Danmark og søger mod kystnære områder og fjorde. Men en del forbliver også i søer og moser inde i landet, og derfor ses de ofte på isflader, når frostgraderne sætter ind.