Hund der svømmer
Hunde kan ikke tåle den gift, som blågrønalger indeholder. Vær derfor opmærksom på algerne i vandet i årets varmeste måneder. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Drop hundens badetur, hvis der er blågrønalger i vandet

Hunde kan få algeforgiftning, hvis de bader, hvor der er opblomstrende alger, eller hvis de spiser tang, der er dækket af blågrønalger. De mest almindelige giftige alger er blågrønalger, som især blomstrer mellem juli og september, når vandet er varmest.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Blågrønalger kan findes i både ferskvandssøer, brakvand og havet. Der findes mere end 30 forskellige arter, som kan være giftige. Mens nogle lever i overfladen, lever andre på bunden. Fælles for dem er, at når de blomstrer, dækkes vandoverfladen af en blågrøn, grøn eller gulgrøn, grumset hinde.

- Blågrønalger udgør en alvorlig risiko for hunde - både når de drikker vandet, bader i det eller spiser tang, der er forurenet med rester af de giftige alger, fortæller Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse. 

Hunde kan ikke tåle den gift, som algerne udleder. De toxiner - eller med andre ord: giftstoffer - som algerne producerer, er farlige for hunde. Hvis algerne er koncentrerede i vandet, skal der normalt ikke så meget til, før en hund bliver alvorligt syg.

- Symptomerne kan opstå hurtigt, og forgiftningen kan i værste fald være dødelig, siger Jens Jokumsen.

Visse arter af blågrønalger producerer hepatotoxiner, der fungerer som levergift. De kan beskadige cellerne i leveren, hvilket som regel medfører celledød og eventuelt leversvigt. Andre algearter producerer neurotoxiner, der kan påvirke vejrtrækningen og bevægeligheden. Nogle algearter producerer både hepato- og neurotoxiner. Derfor er det vigtigt at kunne genkende symptomerne på forgiftning i tide. 

Hvilke symptomer er der?

Symptomerne afhænger af, hvilken algeart der er tale om, samt af mængden og koncentrationen af alger, som hunden har fået i pelsen, drukket eller slikket i sig.

- Generel uro og usikkerhed er ofte de første symptomer, der viser sig, efter at dyret har drukket vand, der indeholder algetoxiner. Symptomer som opkastning eller diarré er også almindelige, og nogle gange kan der forekomme blod i afføringen kort tid efter algeindtag, fortæller Jens Jokumsen.

Hunde, der udsættes for en større mængde giftalger, kan udvise symptomer allerede 15-60 minutter efter indtagelse eller badning.

Katte kan også blive syge af algerne, men da de nødigt bader og sjældent drikker vand med blågrønalger i, får de sjældent forgiftning. 

Hvad gør du, hvis du har mistanke om alger?

Hvis din hund har været i vandet, og pelsen er blevet forurenet med giftalger, skal du skylle pelsen med rent vand, så hurtigt som muligt. Det er også vigtigt at sørge for, at hunden ikke slikker på pelsen, så den får alger indenbords. Da algerne også er giftige for mennesker, bør du som ejer bruge handsker for at beskytte dig selv mod påvirkning af giftalger.

Hvis hunden har drukket eller badet i vand, der mistænkes for at være forgiftet med giftalger, bør du kontakte en dyrlæge med det samme. Hvis hunden har spist tang i et område med blågrønalger, opfordrer Dyrenes Beskyttelse også til at opsøge en dyrlæge med det samme.