Artikel, 2. juli 2020

Absurd: Kina anbefaler stadig middel med bjørnegalde til coronasyge

De kinesiske myndigheder anbefaler fortsat brugen af traditionel medicin, der indeholder bjørnegalde, til at behandle COVID-19.

Image of Mikkel  Dohn
Mikkel Dohn,
Kommunikationsmedarbejder
Del artiklen på:
bjørnegalde anbefales stadig af de kinesiske myndigheder

De kinesiske myndigheder har i løbet af juni måned opdateret landets officielle COVID-19 behandlingsplan og her anbefales den traditionelle medicin, Tan Re Qing, der indeholder bjørnegalde, fortsat til behandling af alvorlige COVID-19 tilfælde.

Det sker selvom den ingrediens, der kommer fra bjørnenes galde, nemt kan fremstilles syntetisk og have præcis samme effekt, uden at bjørnene behøver at lide for det, forklarer Anne Sofie Meilvang, der er biolog i Dyrenes Beskyttelse.

- Brugen af bjørnegalde er dybt forkastelig, for selvom det muligvis har en effekt på visse typer sygdomme, kan den samme ingrediens nemt laves syntetisk. Når de kinesiske myndigheder anbefaler traditionel medicin, der fremstilles på bekostning af grov mishandling af vilde dyr, viser det desværre, at der stadig er meget lang vej igen for dyrenes velfærd. Det er virkelig trist og skal for alt i verdens stoppes, siger hun.
 

Bjørnene lever under forfærdelige forhold

Anne Sofie Meilvang har selv tidligere arbejdet med bjørne reddet fra galdefarme på Animals Asias bjørnereservat i Kina, og hun har derfor oplevet de forfærdelige forhold, som bjørnene lever under på galdefarmene, på tæt hold. 
 
- Tapning af galde fra bjørne i Kina er noget af det værste, jeg har set i min levetid.

At indespærre vilde dyr i små bure for at udvinde deres galde er ganske enkelt grusomt. Det er både utroligt smertefuldt for bjørnen og ekstremt uhygiejnisk, hvilket skaber grobund for sygdomsspredning, siger hun.

Historisk set er titusindvis af bjørne blevet buret inde og opdrættet på galdefarme rundt omkring i Asien. 

Fotoet er taget på en bjørnefarm i Laos og stillet til rådighed af Jo-Ann McArthur / We Animals

Vær med i kampen mod handel med vilde dyr

En stor del af den handel med vilde dyr, der foregår i dag, er et internationalt problem. Eksotiske og ofte truede dyrearter jages, indsamles, avles, sælges og aflives verden over under kummerlige kår. Vi kæmper blandt andet for bedre beskyttelse af vilde og truede dyrearter, stop for illegal handel med dyr, samt lukning af markeder, hvor der handles med vilde dyr.

Skriv under og bliv en del af kampen i dag!