Kanin sidder afslappet med siden til og kigger roligt frem for sig.
Kaninen Vilmer blev sammen med sine to søskende Vitus og Vilda efterladt i to beskidte bure på en kold dag i midten af februar. Sagen skriver sig ind i en lang række af kaniner, som ejerne ikke længere vil have. Foto: Pernille Christensen / Dyrenes Beskyttelse

Alt for mange fortryder deres kanin: Internaterne drukner i dyr

Kaniner er blandt de dyr, der venter længst på adoption, og presset på Dyrenes Beskyttelses internater er vokset de senere år. Ifølge organisationen skyldes det især uplanlagte kuld og børn, der hurtigt mister interessen for deres kanin.

Skrevet af:
Benedicte Lorenzen

Fnugle, Flint, Frosty og 41 andre kaniner sidder lige nu på et af Dyrenes Beskyttelses otte internater, hvor de blot venter på at blive adopteret. Et ophold, der kan blive ganske langvarigt, for med 48 dages ventetid i snit er kaninerne nogle af de dyr, der venter længst på nye hjem. 

Kaninernes langvarige ophold presser internaterne til det yderste, for kaninejerne står samtidig i kø for at aflevere deres dyr, som de ikke længere ønsker at have.

– Efter at have arbejdet med kaniner på internat i 14 år kan jeg desværre kun bekræfte, at problemet er massivt – og det er kun vokset med årene. Vi får dagligt henvendelser fra ejere, der vil af med deres kanin, forklarer Carina Løkkegaard, der er dyrepasser på Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde.

Ifølge hende er det primært enlige kaniner eller kaniner fra såkaldte ups-kuld, som folk gerne vil indlevere.  Mange ejere bliver nemlig overraskede over, hvor hurtigt kaniner formerer sig, og hvor svært det kan være at kønsbestemme unger korrekt. To kaniner kan på få måneder blive til 10, 20 eller i værste fald 30-40 dyr.

– Det begynder sjældent med dårlige intentioner, men manglende kastration og viden får ofte store konsekvenser. Vi har oplevet flere sager, hvor pasningen af de mange kaniner er vokset ejeren fuldstændig over hovedet, siger Carina Løkkegaard.

Hvis man ønsker en kanin, bør man vælge en af dem, der allerede sidder og mangler en ny ansvarlig ejer.

Jens Jokumsen, chef for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse

Kaninen er ikke et børnedyr

En anden udfordring er, at op mod 40 procent af Danmarks 160.000 kælekaniner bliver anskaffet til personer under 17 år, heraf flest til børn mellem 6-12 år. Det viser en undersøgelse fra Københavns Universitet. 

Ifølge Jens Jokumsen, chef for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse, begynder mange anskaffelser med et barns brændende ønske om at få et kæledyr. Men da en kanin kan blive helt op til 12-14 år, og barnet dermed når at blive teenager, mens kaninen lever, daler interessen for kæledyret typisk. 

–Det efterlader forældrene med ansvaret for et dyr, de ikke selv har nogen interesse for, og så ringer mange til Dyrenes Beskyttelse. Når vores internater så må afvise den på grund af pladsmangel, ser vi ofte, at kaninen ryger i rotation i nabolaget, bliver sat til salg online eller gives væk på sociale medier. Når det ikke lykkes, ser vi desværre, at nogle bliver dumpet, siger han.

Vælg en kanin der allerede venter

Igen i sidste uge måtte Carina Løkkegaard tage imod tre kaniner, der var blevet dumpet i kulden i to små bure. Sagen er blot endnu et bevis på, at der er behov for handling:

- Tiden kan måske snart være inde til at drøfte et midlertidigt stop for avl af kaniner i Danmark, for der er ganske enkelt ikke plads til flere. Efterspørgslen følger på ingen måde med udbuddet. Så længe der konstant sættes nye kaniner i verden, mens internaterne er fyldt til bristepunktet, vil grundproblemet bare fortsætte og fortsætte og fortsætte, konstaterer hun.

Dyrenes Beskyttelse opfordrer samtidig alle kaninejere til at få deres dyr kastreret og til at overveje adoption frem for køb.

– Der er rigeligt med kaniner, der venter på et hjem. Der er ikke behov for at avle flere. Hvis man ønsker en kanin, bør man vælge en af dem, der allerede sidder og mangler en ny ansvarlig ejer, siger Jens Jokumsen.