Lille blandingshund af dværg gravhund og pekingeser set fra siden i profil
Benny er en knap 7-årig hund af blanding af dværg gravhund og pekingeser. På trods af Bennys liv med forsømmelse bærer han stadig et mildt og tillidsfuldt blik. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Benny blev reddet fra flere år med ensomhed og svigt

Benny havde i årevis levet et trist liv. Uden pleje og efterladt alene i et hjem, hvor gulvet var fyldt med afføring og urin. Men den dag en bekymret kvinde kontaktede Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, begyndte hans vej mod et nyt liv.

Skrevet af:
Sofie Elena Andersen

Det var en kvinde med kendskab til Bennys situation, der kontaktede vagtcentralen. Hun beskrev en hund, der var efterladt til sig selv og havde store bare pletter i pelsen. Billederne af Benny, der blev sendt til vagtcentralen, gav anledning til alvorlig bekymring. Ud fra dem blev det vurderet, at hunden kunne have skab – en smertefuld infektion med hudmider, som kræver behandling.

En frivillig fra Dyrenes Beskyttelse rykkede hurtigt ud. Her blev hans triste hverdag tydelig for dyreredderen. Han levede alene i et hus, med urin og afføring på gulvet, og intet andet selskab, end det han fik, når ejeren kom forbi for at fodre ham. Benny var forsømt og efterladt til sig selv uden den omsorg, en hund har brug for.

Heldigvis blev Benny hurtigt overdraget til Dyrenes Beskyttelses internat på Fyn.

Lille hund med bar ryg som konsekvens af loppeallergi
Benny bar tydeligt præg af forsømmelsen. Store bare områder og sår dækkede ryg og hale – en smertefuld konsekvens af ubehandlet loppeallergi og manglende pleje. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Et stort arbejde ventede

Da Benny ankom til Fyns Internat, var hans tilstand værre end først antaget. Da dyrlægen undersøgte ham, viste det sig, at han led af en svær loppeallergi. Det var den, der havde forårsaget de store bare områder og de mange sår på hans hud. Derudover var ørerne stoppet til af voks, og han trængte til en grundig tandrensning. Hans negle var så lange og krogede, at flere var vokset ind i trædepuderne og havde efterladt åbne sår.

– Da Benny kom til os, kunne han knap gå. Det var et meget voldsomt syn. Hans negle var simpelthen så lange, at nogle voksede ind i trædepuderne. Det må have gjort frygteligt ondt, fortæller souschef Charlotte Brix Lundgren fra Fyns Internat.

Derfor begyndte personalet straks behandlingen, så Benny kunne komme sig hurtigst muligt.

– Benny blev sat i behandling for loppeallergien og fik medicin mod smerterne i poterne. Ørerne og tænderne blev renset, neglene klippet ned, og han fik de nødvendige vacciner, forklarer Charlotte Brix Lundgren.

Læs også: Et nyt kapitel for Jessi

To hundepoter - den ene er lige blevet ordnet, mens den anden pote har meget lange kløer, der vokset ind i poten
Den ene pote er nu klippet og renset, mens den anden stadig viser, hvordan kløerne var vokset ind i trædepuderne. Den ene pote er nu klippet og renset, mens den anden stadig viser, hvordan kløerne var vokset ind i trædepuderne. Benny har fået smertestillende og løbende pleje for at komme sig. Foto: Dyrenes Beskyttelse

En sommer med kærlighed og klap

Selv om Benny fik det bedre fysisk, havde han svært ved at finde ro på internatet. Han kom derfor kortvarigt i pleje hos en af de ansatte, indtil det rette hjem meldte sig.

– På trods af alt det, han har været igennem, har Benny været utrolig mild og tillidsfuld hele vejen igennem. Det er rørende at se, hvor meget han stadig stoler på mennesker, fortæller Charlotte Brix Lundgren.
 

Til Bennys store held tog det heller ikke lang tid, før den rigtige familie stod klar. Han kan nu nyde sommeren med leg på græsset og klap i skyggen uden smerter. Den tabte pels vokser snart ud igen, og Benny har fået det liv, han fortjener – med tryghed og nærvær.