Flygtninge med hunde
Foto: Kristian Brasen

Dyrenes Beskyttelse ved grænsen: Støt behandling og logi til evakuerede dyr

Der er foder og logi til ukrainske kæledyr, der kommer ledsaget over grænsen. Men evakuerede, uledsagede dyr fylder mere og skaber frygt for dyrevelfærden og smitte med rabies

Skrevet af:
Søren Krogsgaard

Yorkshire terrierne Laya og Cake er lige ankommet med bussen fra den polsk-ukrainske grænse til modtagecenteret i grænsebyen Medyka. De har været tre dage undervejs fra Kharkiv i det nordøstligste Ukraine. Endemålet for hundene og deres ejer er Tyskland, men i første omgang indlogeres de på centeret. Her er der plads til krigens dyr, og de bliver mødt af hjælp fra dyrevenner. 

Modtagecenteret i Medyka er på ingen måde overrendt af kæledyr, men der er alligevel en jævn trafik til den polske kennelklubs telt på fortovet ved den store parkeringsplads. Her kan flygtninge med kæledyr få foder og andre nødvendigheder til opholdet. Donationerne fra privatpersoner har været overvældende, og der er masser på lager, lyder det fra kennelklubben.

Generelt strømmer der foder og almindeligt udstyr som transportkasser, tæpper og hundesnore til dyreværnsorganisationer og internater, der hjælper krigens dyr i Polen. Grænsebyens lagre med dyrefoder er godt fyldt op, og meget af det donerede foder sendes videre med nødhjælpskonvojer til overfyldte internater i Ukraine.   

Flygtninge har styr på vacciner 
Åbningen af grænserne for krigens dyr har givet anledning til bekymring. I Ukraine er rabies, også kendt som hundegalskab, meget udbredt, og Fødevarestyrelsen advarede i den forgangne uge om en høj risiko for rabiesudbrud, hvis et meget stort antal dyr bringes ind over grænsen til Danmark, uden at de har deres vacciner i orden. Den frygt forbavser flygtningene ved grænsen. Langt de fleste kæledyrsejere, som Dyrenes Beskyttelse snakkede med, havde styr på dyrenes vaccinationer mod blandt andet rabies. Mange påpegede, at vaccinen mod zoonosen er lovpligtig i Ukraine. Risikoen for, at rabies kommer med over grænser, lader til at være betydeligt større ved evakuerede dyr end medbragte kæledyr fra det krigshærgede Ukraine. 

En storstilet evakuering er i gang
For det første tyder Dyrenes Beskyttelses observationer  på, at der lige nu evakueres flere efterladte, ukrainske hunde og katte over grænsen til Polen, end der kommer ledsagede kæledyr med busser. Efterladte dyr hentes fra internater, privatpersoner og på gaden i storbyen Lviv og transporteres over grænsen i konvojer af varevogne og biler med trailere. For det andet er forholdene for evakuerede, uledsagede dyr mere kaotiske end ved modtagecenteret for flygtninge.  

Efter et besøg på et interimistisk modtagecenter for krigens dyr har Dyrenes Beskyttelse derfor i samarbejde med foreningen Fair Dog støttet med opvarmede containere, vandtanke, medicinsk udstyr og desinficerende midler. Samtidig er Dyrenes Beskyttelse i dialog med det internat, der overtager mange af de evakuerede hunde og katte fra centeret i Medyka for at sikre, at der er ressourcer og hænder til at tage sig af de mange dyr.

Så mens donation af foder i krigens første uger har hjulpet mange dyr og deres ejere, så er støtte til behandling og sikker og tryg internering af evakuerede dyr lige nu afgørende for dyrevelfærden og mindskning af risikoen for smitte til dyr og mennesker i modtagerlandene.  

      
 

 

  • Del artiklen på: