Flagermus

Flagermus holdt pause i Bauhaus

En lille flagermus blev fundet i haveafdelingen hos Bauhaus, hvor den var nødlandet. Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 blev tilkaldt, og mens hjælpen var på vej, blev flagermusen lagt et varmt og tørt sted. Da dyreredderen kom frem, var flagermusen allerede på benene igen og blev derfor genudsat i nærheden.

Skrevet af:
Stine Fredberg

En kunde i Bauhaus fik sig lidt af et chok, da vedkommende opdagede en lille flagermus mellem planterne i forretningens haveafdeling. Flagermusen var kold og lettere forkommen, så den vakse kunde tog fat i en medarbejder, der straks ringede 1812 til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral. 

En dyreambulance blev sendt afsted for at hjælpe det lille dyr, og mens medarbejderen fra Bauhaus ventede, gjorde hun sit bedste for at hjælpe flagermusen.

Tilbage i varmen

Vagtcentralens medarbejder bad Bauhaus-medarbejderen om at lægge flagermusen i en kasse med et absorberende underlag, så det kolde pattedyr igen kunne få varmen. Da dyreambulancen med dyreredderene kom frem, viste det sig, at tiden i kassen havde gjort underværker. 

- Vi kunne se, at flagermusen var kvikket op, men vi ville gerne undersøge den nærmere ude i bilen for at blive sikker på dens tilstand, inden vi tog en beslutning. Den havde fået både varme og fred og ro til at komme sig, mens den lå i kassen, hvilket var det bedste der kunne ske, fortæller Terese Egebjerg, dyreredningskoordinator og dyreredder hos Dyrenes Beskyttelse. 

Genudsat i det fri 

Dyreredder, Terese, og hendes makker Ida løftede flagermusen op den begyndte straks at kravle rundt i deres hænder. De bar den herefter hen til et nærliggende træ, hvor flagermusen selv greb fast og klatrede op og satte sig. Træet var placeret i skygge og læ, så den kunne selv flyve videre, når den var klar til det. 

- Det er altid en fornøjelse, når vi hurtigt kan genudsætte dyrene, så de kan vende tilbage til deres liv i naturen. Når et sygt eller tilskadekommet dyr kommer ind, er målet altid, at dyret i sidste ende skal genudsættes. Derfor får jeg også altid et glædeligt sug i maven, når jeg ser dyret vende tilbage, hvor det hører til, afslutter Terese Egebjerg. 

FÅ HJÆLPEN FREM TIL VILDE DYR I NØD

Hver dag kommer vilde dyr fra den danske natur i nød. Sidste år rykkede Dyrenes Beskyttelses landsdækkende dyreambulancer og frivillige ud til over 17.000 sager om nødstedte vilde dyr fra den danske natur.

FÅ HJÆLPEN FREM