Kanin
Foto: Kim Johnsen, www.thelens.dk

Guide: Sådan holder du kaninens kløer sunde

Læs med her for at blive klog på, hvordan du som kaninejer skal passe din kanins kløer og holde dem sunde og raske.

Skrevet af:
Stine Fredberg

En kanins kløer vokser gennem hele livet. Kaniner som lever i naturen, holder kløerne korte og sunde ved at grave og dermed slide på dem. 

Lange kløer fører til ubehag

Når kaniner holdes som kæledyr, kan det være svært at tilbyde dem gravetid i et omfang, så kløerne slides tilpas ned. Derfor skal man som kaninejer sørge for at undersøge kløerne på sit kæledyr.

- Hvis en kanins kløer bliver for lange, er det svært for kaninen at bevæge sig og det er selvsagt ubehageligt for kaninen. Derfor skal man sørge for at undersøge og eventuelt klippe kløer på kaninen ca. en gang om måneden, fortæller Anders Højgaard Tølbøll, dyrlæge ved Dyrenes Beskyttelse. 

Brug altid en klo-klipper

Når kælekaninens kløer skal klippes, skal man bruge en speciel klo-klipper, som kan købes i de fleste dyreforretninger, forsætter Anders Højgaard Tølbøll.

Man bør aldrig bruge en saks eller en almindelig negleklipper til at klippe kaninens kløer. Redskaber som disse flækker kaninens kløer og det er meget smertefuldt for dyret. 

Inde i kaninens klo løber en nerve og en blodåre sammen, som man ikke må klippe i. På kaniner med lyse kløer er blodåren let at se, men hvis kaninen har mørke kløer, kan den være umulig at se. Det vil gøre meget ondt på kaninen, hvis du kommer til at ramme nerven eller blodåren og det kan samtidigt bløde meget, derfor er det vigtigt at undgå. 

- Er du usikker på, hvordan du klipper kløerne korrekt, så spørg din dyrlæge til råds eller få dyrlægen til at vise dig, hvordan du gør det, afslutter Anders Højgaard Tølbøll.

  • Brug det rigtige redskab: Kaninens kløer skal klippes med en klo-klipper og ikke med en saks eller negleklipper.
  • Klip kløer på kaninen ved behov ca. en gang om måneden. 
  • Vær opmærksom på ikke at klippe i nerven eller blodåren, som løber inde i kaninens klo. 
  • Hold godt fast i kaninen, når den skal have klippet kløer, den kan nemlig godt finde på at sprælle.