Hunden skal have nyt hjem

Hvad gør man, når hunden skal have nyt hjem?

Hvis hunden af forskellige årsager alligevel ikke kan blive i hjemmet, er det ofte en ulykkelig situation. Det er dog vigtigt at sørge for, at hundens nye hjem er det helt rigtige, så den ikke igen skal have et nyt hjem efter kort tid. Rådet er derfor: Søg professionel hjælp.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

En gang i mellem ændrer livet sig på en måde, man ikke kan forudse. Det kan sætte familier i den ulykkelige situation, at hunden ikke længere kan blive i sit hjem. Selvom det kan virke som et nederlag, så er det faktisk en god ting, når ejeren erkender i tide, at hunden ikke længere kan få opfyldt sine behov i hjemmet.

”Hvis man som ejer har fået en hund eller en hvalp, som viser at sig at være for stor en mundfuld, anbefaler Dyrenes Beskyttelse altid at søge professionel hjælp. For hundens bedste vil det altid være en god idé at finde et nyt hjem til den, som ved hvilke udfordringer, der har været i tidligere hjem, og derfor kan arbejde videre med det,” siger Jens Jokumsen, Familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse.

Hvis man har truffet beslutningen om, at hunden skal have et nyt hjem, skylder man den også, at den omplaceres med omtanke.

Dyrenes Beskyttelses Internater kan hjælpe

For at give ens hund de bedste forudsætninger for at få et nyt og blivende hjem, er det en god idé at søge professionel hjælp. På Dyrenes Beskyttelses Internater findes mange forskellige hundeeksperter, som står klar til at hjælpe hunde videre i nye hjem.

”Vores internater har både hundetrænere og adfærdsterapeuter ansat, som kan hjælpe hunde videre på bedste vis. Det vigtigste for vores personale er at sørge for, at hundene får et godt liv,” fortæller Jens Jokumsen.

Når man vælger at få internatet til at finde et nyt hjem til hunden, sikrer man sig, at den får de bedste forudsætninger for et godt nyt liv. Selvom det er muligt at finde et nyt hjem selv gennem forskellige salgssider, så kan det ende med en ulykkelig situation for hunden.

Opdrættere tager ofte deres hunde tilbage

Hvis ens hund kommer fra en opdrætter, vil disse ofte tilbyde at tage hunden tilbage. Opdrættere har et stort netværk af hundefolk, og vil derfor kunne hjælpe med at finde et godt og blivende hjem til hunden.

Desuden kender opdrættere deres racer rigtig godt, og de vil derfor have gode forudsætninger for at hjælpe hunden videre.

 

VOV - Viden om Vovser

LÆS MERE OM LIVET MED HUND PÅ VOV - VIDEN OM VOVSER

VOV er et forum til dig som enten lige har fået en hvalp eller som har hund og blot ønsker at blive klogere på din hunds adfærd. VOV samler en masse viden om alt fra træning, til adfærd til hjælp til at håndtere de følelser, der følger med, når man som ejer bliver knyttet til sin hund.

VOVs formål er at guide hundeejere til at få det bedste forhold til deres firbenede venner og til at hjælpe endnu flere med at være ansvarlige hundeejere.

Dansk Kennel Klub har løbende været behjælpelige med viden og sparring omkring hundeadfærd og ansvarligt ejerskab. Besøg Dansk Kennel Klubs hjemmeside her.