Det tegner til, at grisene bliver en politisk dagsorden under folketingsvalget 2026.
Det tegner til, at grisene bliver en politisk dagsorden under folketingsvalget 2026.

Milepæl: Dyrevelfærd bliver dagsorden i valgkampen

Med ordene ”og denne her gang også dyrevelfærd” skød statsminister Mette Frederiksen valgkampen i gang. Alternativet og SF har allerede leveret udspil til bedre forhold for grisene, og det tegner i det hele taget til, at det bliver et svinevalg.

Skrevet af:
Andreas Roesen

Svinepagt, svinevalg, svinestopmøde og dyrevelfærdsaftale.

De seneste måneder har politikere og partier allerede været godt i gang med at positionere sig, i forhold til hvad de mener, der skal ske med den danske svineproduktion i fremtiden. Medierne har dækket forholdene med alt fra dokumentarer, forsider, podcasts og afsløringer, der fortæller om de store problemer, der er med særligt dyrevelfærden, mens også de afledte konsekvenser som forurenet drikkevand, antibiotikaresistens, døde fjorde og faren for svineinfluenza har fyldt. 

Og da statsminister Mette Frederiksen gik på talerstolen og proklamerede, at der skal afholdes folketingsvalg den 24. marts, så var dyrene også et af de temaer, som hun fremhævede, da hun forudsagde, hvilke temaer der ville fylde:

”Og denne her gang også dyrevelfærd”, lød det fra den socialdemokratiske statsminister, hvilket vækker glæde hos Britta Riis, direktør hos Dyrenes Beskyttelse:

”Det er en milepæl, at dyrene står så højt på den politiske dagsorden, at det ligefrem nævnes af statsministeren. Vi har aldrig oplevet en større interesse fra danskerne om forholdene for grisene i særligt den industrielle produktion. Vi glæder os til at tale dyrenes sag både under og efter valgkampen.” 

Alternativet og SF har leveret udspil

De seneste dage har både Alternativet og SF været på banen med deres udspil til, hvordan svineproduktionen skal se ud i fremtiden, hvis de får lov at bestemme. 

Alternativet lancerede tirsdag en ”Svinepagt”, hvor de stillede et ultimativt krav, hvis de skal lægge stemmer til en regering efter valget. Kravene lyder, at det skal være slut med fiksering af søer, halekupering af grise og den ekstreme avl, mens grisene skal have mere plads og bedre rodemateriale. Og det skal ske inden 2030. 

SF’s udspil vil ligeledes have mere plads til grisene – helt konkret én kvadratmeter, som minimum, fremfor de nuværende 0,65 kvadratmeter, mens det skal være slut med halekupering. Og så vil SF forbyde, at der kommer nye konventionelle svinebedrifter til. 

Vi følger naturligvis valgkampen tæt for dyrenes perspektiv og vil orientere om, hvilke udspil der kommer fra partierne. 

Læs mere om valget her

Vil du være med til at gøre FT 2026 til et svinevalg? Så skriv under eller del vores borgerforslag. Jo flere vi er på tværs at partier, alder og andre forskelle jo klarere står vores stemme