Cocker hvalp

Ny hundeejer: Huskeliste til alt det praktiske

Som ny hundeejer er der mange praktisk ting at huske. Dyrenes Beskyttelse guider her til de vigtigste ting, man skal huske, når en ny hund flytter ind.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Der er en lang række ting der skal gøres, inden den nye hvalp eller hund flytter ind. Både ting der skal købes til hunden, men også praktiske ting, som skal ordnes for at hunden er din, også juridisk. Her kommer en guide til de vigtigste ting, der skal gøres inden hunden kommer.

  1. Mad og vandskål, så hunden kan få væske og føde fra første minut den er hjemme.
  2. Hundetegn. Ifølge lovgivningen skal en hund bære hundetegn med ejers navn og fulde adresse. Desuden er det en idé at få skrevet telefonnummer på, så du er nem at få fat på.
  3. Masser af legetøj! På den måde har du noget hvalpen kan bide i, i stedet for møbler eller sko.
  4. En sele og line. Når du henter hvalpen, vil den have brug for at være tæt på dig, og derfor får du først brug for transportburet senere. Men en god sele og en line har du brug for. Hvis du får en stor, voksen hund, er et transportbur en god idé når du skal hente den hjem.  
  5. Foder! De fleste avlere vil give deres hvalpekøbere en pose med foder med til den første tid, så der vil være noget at starte på. Hvis man skifter foderet, er det en god ide at blande det gradvist med det nye, så hunden ikke får dårlig mave.
  6. En børste til pelspleje, tandbørste og en negleklipper. Start så tidligt som muligt, med at vænne hunden til at blive børstet, få børstet tænder og klippet negle. På den måde bliver det en del af rutinen, i stedet for en daglig kamp.
  7. Ansvars- og sygeforsikring. Ansvarsforsikring er lovpligtig og den skal derfor være på plads fra dag 1. Sygeforsikring er derimod frivillig, men Dyrenes Beskyttelse anbefaler at få en god sygdomsforsikring. Læs mere her.
  8. Kurv og tæppe. Hunden har brug for et trygt sted at være, som kun er dens eget.
  9. Find en god dyrlæge. Første gang en hvalp skal til dyrlæge ved sin nye ejer, er når den skal til 12 ugers vaccine. Det er derfor smart at finde en dyrlæge i nærheden og få bestilt en tid allerede inden hvalpen kommer hjem.   
  10. Ejerskifte. En hund skal i Danmark registreres i Dansk Hunderegister inden den er 8 uger. Det betyder at hvalpen registreres i avlers navn, indtil ejeren overtager den. Herfra laver avler et ejerskifte som skal accepteres af den nye ejer. Læs mere om ejerskifte ved Dansk Hunderegister. 

LÆS MERE OM LIVET MED HUND PÅ VOV - VIDEN OM VOVSER

VOV er et forum til dig som enten lige har fået en hvalp eller som har hund og blot ønsker at blive klogere på din hunds adfærd. VOV samler en masse viden om alt fra træning, til adfærd til hjælp til at håndtere de følelser, der følger med, når man som ejer bliver knyttet til sin hund.

VOVs formål er at guide hundeejere til at få det bedste forhold til deres firbenede venner og til at hjælpe endnu flere med at være ansvarlige hundeejere.

Dansk Kennel Klub har løbende været behjælpelige med viden og sparring omkring hundeadfærd og ansvarligt ejerskab. Besøg Dansk Kennel Klubs hjemmeside her.