Værterne Katrine Nygaard og Nomi Forchhammer sidder i studiet med en krøllet hund.
Værterne Katrine Nygaard og Nomi Forchhammer er tilbage i studiet med tredje sæson af Hundepodcasten. I 10 nye afsnit sætter de fokus på hundes sundhed, adfærd og trivsel og giver hundeejere viden og gode råd til livet med deres firbenede venner. Foto: Christoffer Dibbern

Ny sæson af Hundepodcasten skal forebygge problemer i hundelivet

Fra teenagehunde og lydangst til sund avl og giftige fødevarer. Hundepodcasten er tilbage med 10 nye afsnit, der skal gøre hundeejere klogere på deres firbenede venner og hjælpe med at forebygge problemer, før de opstår.

Skrevet af:
Benedicte Lorenzen

Den søde hvalp er pludselig blevet en teenager, der tilsyneladende har glemt alt, hvad den har lært. Nytårsaften nærmer sig, og hvordan undgår man egentlig, at hunden bliver bange for fyrværkeri? Og hvilke helt almindelige fødevarer fra køkkenet kan være farlige for hunden?

Det er nogle af de spørgsmål, der Hundepodcasten sætter under lup i sin tredje sæson, der er på gaden nu.

Med støtte fra Dyrenes Beskyttelse tager værterne Katrine Nygaard og Nomi Forchhammer i 10 nye afsnit fat på en række emner, der har betydning for hundes sundhed, adfærd og trivsel. Gennem interviews med fagpersoner og reportager fra virkeligheden får lytterne viden og konkrete råd til hverdagen med hund.

Målet er ikke kun at hjælpe hundeejere med at løse problemer, men også at give dem den viden, der kan forhindre, at problemerne overhovedet opstår.

– Selvom ens egen hund ikke er bange for fyrværkeri, kan det være en stor hjælp at vide, hvordan man forebygger lydangst. Og selvom man ikke står over for at skulle vælge en opdrætter lige nu, er det værd at vide, hvad sund avl egentlig indebærer. Vi vil gerne gøre den viden tilgængelig for alle hundeejere, så man ikke først skal til at lede efter svar, når noget er gået galt, fortæller Nomi Forchhammer.

Selvom ens egen hund ikke er bange for fyrværkeri, kan det være en stor hjælp at vide, hvordan man forebygger lydangst.

Nomi Forchhammer, vært på Hundepodcasten

Teenagehunde kræver tålmodighed og forståelse

Et af sæsonens afsnit sætter fokus på teenagehunden og de udfordringer, der kan opstå, når hvalpen vokser op. For ligesom hos mennesker er ungdommen en periode med store forandringer, og det kan være krævende for både hund og ejer.

Hos Dyrenes Beskyttelse kender man udfordringerne. Mange af de hunde, der kommer ind på organisationens internater, er netop unge hunde.

– Teenageperioden kan være en stor omvæltning for både hund og ejer. Hunden udvikler sig, dens adfærd ændrer sig, og det, der før fungerede, gør det måske ikke længere. Det er vigtigt, at hundeejere ved, at det er en naturlig del af hundens udvikling, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Han håber, at mere viden om hundens udvikling kan hjælpe flere hundeejere godt gennem den udfordrende periode.

– Vi ved, at mange hunde på internaterne er unge hunde, og derfor er det vigtigt, at vi bliver bedre til at klæde hundeejerne på til den fase af hundelivet, siger han.

Viden til hele hundelivet

Ud over teenagehundene kommer den nye sæson blandt andet omkring sund avl og de nye avlsregler fra 2025, neutralisering, hverdagstræning og gode møder mellem hunde og mennesker i det offentlige rum.

Emnerne spænder bredt, men fælles for dem er ambitionen om at give både kommende, nye og erfarne hundeejere bedre forudsætninger for at forstå deres hunde og træffe gode valg på deres vegne.

Tredje sæson af Hundepodcasten har premiere mandag den 26. oktober 2026. Der udkommer et nyt afsnit hver mandag i 10 uger. Podcasten kan høres på de sædvanlige podcastplatforme.

I denne sæson holder Kristine Kjær orlov fra Hundepodcasten. Hun vender tilbage i næste sæson i det nye år.

Lyt her

Hundepodcasten udkommer hver mandag, hvor du plejer at høre podcast. Herunder kan du gå direkte til podcasten på udvalgte platforme.