To lyseblå undulater der sidder på en pink i et fuglebur
Flere af fuglene er i dag klar til et nyt hjem. Efter ro og pleje har de fået kræfterne tilbage – og nu venter et liv med mere plads, ro og bedre forhold. Foto: Stine Skov-Jensen/Dyrenes Beskyttelse

Over 60 fugle blev fundet i sidste øjeblik

Da en enlig mand gik bort, blev hans over 60 fugle efterladt til sig selv. Nogle sad indenfor bag låste døre uden mad og vand – andre overlevede i en voliere udenfor. Først da Dyrenes Beskyttelse fik adgang til huset, kom fuglene i sikkerhed.

Skrevet af:
Sofie Elena Andersen

En kølig februarmorgen står Dyrenes Beskyttelses kredsformand og vildtplejer Michelle Braganza foran et hus i Hadsten. Med sig har hun en politibetjent, der skal give hende adgang til et efterladt dødsbo.

To dage før havde Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 modtaget et opkald fra en bekymret kvinde: Hendes nabo var gået bort og havde dermed efterladt over 60 fugle til egen skæbne.

Mens nogle af dem befandt sig i en udendørs voliere og kunne nødpasses gennem hegnet, befandt adskillige fugle sig indenfor. Bag lukkede og låste døre uden mad eller drikke. 

Derfor var det også vigtigt, at fuglene blev reddet hurtigst muligt og bragt i sikkerhed. Men at få adgang til et hjem uden ejeren kræver polititilladelse. Derfor var det i følgeskab med en betjent, at Michelle Braganza to dage senere endelig kunne komme ind til fuglene i nød.

- Da vi kom ind i stuen, så vi næsten med det samme seks fuglebure fyldt med undulater. De havde ingen mad eller vand og så meget afkræftede, forklarer hun.

Læs også: Vild redning: 65 undulater efterladt i dødsbo

Fuglebur med fugle bæres ud af dyreambulance
Da fuglene ankom til internatet, begyndte deres første tid i isolation. Når Dyrenes Beskyttelse henter fugle, skal de altid i 30 dages karantæne, så medarbejderne kan holde øje med, om de er syge, om de spiser, er aktive og viser normal adfærd. Nogle sygdomme viser sig først efter noget tid, og derfor er karantænen vigtig. Foto: Stine Skov-Jensen/Dyrenes Beskyttelse

En grim overraskelse i kælderen

Efter fundet i stuen ledte Michelle Braganza og betjenten videre efter flere fugle i huset, og pludselig kunne de høre piplyde fra kælderen.  Her fandt de endnu flere undulater, men også dværgpapegøjer og zebrafinker.

- Nogle af fuglene var sluppet fri fra deres bure, så de skulle indfanges. Og ligesom fuglene i stuen var de virkelig afkræftede og havde tydeligvis ikke fået mad og vand længe. I burene lå der også døde fugle, og det var virkelig hårdt at se, hvor dårligt de havde det, fortæller hun om synet i kælderen.

Hurtigt, men nænsomt, fik redningsholdet fyldt dyreambulancen op med forsømte fugle.

- Der var for mange bure til, at de alle sammen kunne være i bilen, så vi måtte flytte lidt rundt og samle fuglene i burene. Opgaven blev ikke nemmere af, at nogle af fuglene havde æg og nyklækkede unger at se til og beskytte, forklarer Michelle Braganza om transporten fra Haderslev til internatet i Aarhus

Læs også: 70 fugle fik hjælp på Roskilde Dyreinternat

For nogle kom hjælpen for sent

Selvom de mange fugle kun havde været alene i få dage, bar de mange fugle præg af at have manglet tilstrækkelig omsorg alt for længe. Ved ankomsten var én af fuglene gået bort, og flere måtte aflives på internatet næste dag, fordi de ikke stod til at redde.

Heldigvis stod det langt bedre til med nogle duer, der boede i volieren. De havde løbende fået mad og vand en mand der selv holdte brevduer, og flyttede direkte hjem til en af dyreredderens bekendte, der stod klar til at passe på de knapt 30 duer.

Rød, sort og grålig fugl sidder på en træpind i et stort fuglevoliere
Ekko var en af de fugle, der havde det sværest. Da han blev fundet, kunne han ikke flyve og havde plukket sine egne fjer – en adfærd, man ofte ser hos fugle, der har været udsat for stress gennem længere tid. I dag bor han i et bur, der er fem gange så stort som det, han kom fra. Foto: Michelle Braganza/Dyrenes Beskyttelse

Den første fugl fik hurtigt et nyt hjem

Michelle Braganza har omsorg for alle dyr, men fuglene står hende særligt nær. Derfor var der også en helt speciel fugl, der hurtigt fik et nyt hjem.

- Der var én af fuglene, der ikke kunne flyve. Vingen var beskadiget, formentlig fordi den har været så stresset, at den havde plukket sine fjer. Det var virkelig ikke meningen, at jeg skulle have flere fugle. Alligevel kom jeg til at tage lidt arbejde med hjem, forklarer den frivillige kredsformand og vildtplejer.

Parakitten, der i dag hedder Ekko, blev dermed den første af de mange fugle, der fik et nyt hjem.

Og trods de svære forhold klarede langt de fleste fugle sig. Efter 30 dages karantæne og målrettet pleje er flere nu kommet til kræfter igen og klar til at flytte videre til nye hjem. De fugle, der er klar til adoption, kan ses her.

Læs også: En dag på vildtplejestationen: Legehuset er blevet dyrenes

Med en dyretestamenteaftale fra Dyrenes Beskyttelse sikrer du, at der bliver taget kærligt hånd om dit kæledyr efter dit ønske. Dyret bliver passet og plejet på et af Dyrenes Beskyttelses internater, indtil den helt rigtige familie viser sig. Og det er altid dit dyrs behov, der afgør, hvilket hjem der er det rigtige.

For at lave en dyretestamenteaftale skal du være medlem af Dyrenes Beskyttelse. Selve dyretestamentet koster 300 kroner i oprettelse, og derefter koster det 100 kroner årligt, indtil selve overdragelsen af dyret sker, eller dyretestamentet bliver afmeldt i tilfælde af dyrets død. 

Pengene er et tilskud til at dække udgifter til transport, foder, ophold og dyrlæge. Dog er det gratis at oprette et dyretestamente, hvis du har tilgodeset Dyrenes Beskyttelse i dit eget testamente.

Læs mere om, hvordan du laver en dyretestamenteaftale for dit dyr her