Spætte

Skoleklasse redder spætte fra at drukne

En spætte var ved at drukne, da den blev opdaget af en skoleklasse på kanotur. Lykkeligvis var to dyrereddere lige i nærheden, så spætten kom hurtigt til hægterne igen.

Skrevet af:
Stine Fredberg

To dyrereddere fra Dyrenes Beskyttelse var i gang med at sætte en andefamilie ud i en sø, da nogle elever fra en skoleklasse kom løbende hen til dem, fordi de havde fundet en spætte i nød. 

Skoleklassen var på kanotur i den nærliggende sø, da de midt på vandet opdagede en spætte liggende i vandoverfladen. Spætten lå helt stille, men heldigvis reagerede eleverne hurtigt.

Hjælpen var lige i nærheden 

De vakse elever fik hjulpet spætten op af vandet, og op i deres kano og straks gik turen tilbage mod bredden. Tilbage på fastlandet fik eleverne underrettet Dyrenes Beskyttelses dyrereddere, som ved et heldigt tilfælde opholdt sig ved den samme sø. 

- Det var helt tilfældigt, at vi lige var blevet færdige med at genudsætte en andefamilie i nærheden. Men vi tog selvfølgelig imod spætten. Dens øjne var lukkede, den var våd og den rystede efter oplevelsen i vandet, men var ellers uskadt. Vi lagde den derfor i en kasse med et sugende underlag, så den kunne tørre og få varmen igen, fortæller Terese Egebjerg, dyreredningskoordinator og dyreredder for Dyrenes Beskyttelse.

Genudsat i naturen

Et kort ophold i kassen, gjorde underværker for fuglen, der efter en halv times tid var kvikket op. Dens øjne var igen åbne og den rystede ikke længere. 
Spætten blev derfor genudsat på et træ i nærheden af søen. Den greb selv fat og kravlede op ad stammen. 

- Efter kun en halv times tid var spætten igen klar til at vende tilbage til naturen. Vi fandt derfor et sikkert sted ved søen, hvor den kunne vende tilbage til sit territorium. Eleverne fra skoleklassen gjorde det helt rigtige, da de hjalp fuglen op på land, så den kunne komme til hægterne igen, og vi er rigtig glade for at de tilfældigvis var ude og sejle kano netop den dag, afslutter Terese Egebjerg. 

FÅ HJÆLPEN FREM TIL VILDE DYR I NØD

Hver dag kommer vilde dyr fra den danske natur i nød. Sidste år rykkede Dyrenes Beskyttelses landsdækkende dyreambulancer og frivillige ud til over 24.000 sager om tilskadekomne, vilde dyr fra den danske natur.

STØT DYREAMBULANCEN