Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 flere tusinde henvendelser om efterladte killinger, som mange sommerhusgæster har fodret i løbet af deres ferie. Men når folk forlader sommerhusene igen, står kattene alene tilbage. Derfor bør man tage ansvar for en kat, hvis man vælger at fodre den.
Du kender det måske. Du er på ferie i et sommerhus, og pludselig dukker en stor killing op. Den strejfer rundt alene, miaver og virker sulten. Så du giver den lidt mad - og snart kommer den igen. Igen og igen.
Det virker harmløst, men når feriegæster fodrer omstrejfende katte, kan det få store konsekvenser for dyrene. For når ferien slutter, bliver katten efterladt alene - nu afhængig af de mennesker, der netop er kørt hjem.
- Hvert år ser vi alt for mange tilfælde, hvor en familie har fodret en halvstor killing under sommerhusopholdet og så forlader den, når de rejser hjem. Situationen ender med, at der står en killing tilbage, som er afhængig af familiens mad, fortæller Jens Jokumsen, familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.
Hvis en kat ved et sommerhus ikke længere bliver fodret, vil den enten sulte, opsøge næste hold gæster i sommerhuset eller søge videre til et andet hus. Og da katte hurtigt formerer sig, hvis de ikke bliver neutraliseret, risikerer man, at området bliver fyldt med herreløse killinger, som ofte ikke kan klare sig selv.
Derfor bør man ifølge Jens Jokumsen ikke fodre kattene, medmindre man ønsker at gøre dem til en del af familien.
- Hvis man gerne vil tage ansvar for en kat, kan man godt fodre den. Men først bør man tjekke, om den er mærket og registeret. Hvis den så ikke har en ejer, kan man godt tage den med hjem.
Læs også: Svigtede dyr vælter ind: Dyreinternater gør klar til travl sommer
Sommerhusområderne har flest efterladte killinger
En ny opgørelse over henvendelser til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 om efterladte killinger i 2024 viser, at antallet steg i sommerferien - og i alle regioner. Men især i Region Syddanmark og Region Midtjylland var stigningen markant.
- Jeg tror, at sammenhængen mellem regionerne og antallet af efterladte killinger skyldes, at der er rigtig mange sommerhusområder i netop de regioner - og at folk fodrer de omstrejfende katte. For når man giver kattene et fødegrundlag, øges risikoen for, at de formerer sig - og så kommer der endnu flere katte, siger Jens Jokumsen.
Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelses internater tusindvis af herreløse killinger, som mangler et hjem. Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse sommerhusgæster til at tage ansvar: Man skal ikke begynde at fodre katte, medmindre man er villig til at påtage sig det ansvar, der følger med at være katteejer. Hvis en herreløs kat er i nød og har brug for hjælp, bør man kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.